Skulle nogen være i tvivl om sangeren Lance Bass' seksualitet, så blev den sidste rest af udslettet, da den tidligere boyband-stjerne søndag offentliggjorde sit frieri til kæresten Michael Turchin.
Og som hos så mange andre kendisser var det selvfølgelig Twitter, der hurtigt blev platform for sangerens glade annoncering.
- Han sagde JA!! Elsker den mand, tweetede Bass ledsaget af et billede af det lykkelige, kommende ægtepar.
Rygter om parrets forestående ægteskab var dog allerede sluppet ud til mediet Us Weekly. Her havde man nemlig opsnappet, at sangeren havde bedt om svigerforældrenes velsignelse forud for frieriet.
34-årige Lance Bass sprang ud som homoseksuel i 2006, men året forinden havde flere sladdermedier skrevet om hans seksualitet.
Bass brød frem, da han i sin tid sang i drengegruppen 'N Sync sammen med den nu overvældende succesfulde solokunstner Justin Timberlake.
De to blev for nylig genforenet, da den gifteklare sanger var en del af Timberlakes optræden ved MTV Video Music Awards.
Newspaq