Landets fem regioner bør lukke og slukke. Sådan lyder det fra mange borgmestre, der har deltaget i en rundspørge fra Politiken Research, godt tre måneder før de danske vælgere skal stemme til regional- og kommunalvalgene.
Ud af 69 af landets 98 borgmestre, som har svaret på rundspørgen, erklærer 31 borgmestre sig enige i, at regioner bør lukke, skriver Politiken. 22 er uenige, mens 16 ikke har taget stilling eller ikke ønsker at svare.
Selv om kommuner og regioner har kørt et til tider anspændt parløb, overrasker borgmestrenes holdning kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch, der vurderer, at borgmestrenes tanker bunder mere i "magtkamp" end i et fagligt argument.
- Sundhed bliver i fremtiden et meget ubehageligt område rent politisk på grund af en aldrende befolkning og en masse alders- og livsstilsbetingede sygdomme. Det bliver dyrt, og derfor undrer det mig, at kommunerne kan have lyst til selv at sidde med det, siger han til Politiken.
Hos Socialdemokraterne er den officielle partipolitik at bevare regionerne. Men ønsket om at nedlægge deles alligevel også af flere S-borgmestre:
- Det kan give bedre styring og bedre økonomi. Nogle opgaver kan kommunerne overtage alene eller i fællesskab. Hele sundhedsdelen kunne man sagtens gøre mere ved kommunalt, siger Faaborg-Midtfyns borgmester, Hans Jørgensen (S).
Venstre går officielt ind for nedlæggelse, og i rundspørgen findes den største modstand da også blandt V-borgmestre.
- Kommunerne har fået en størrelse, hvor vi kan løfte flere opgaver. Staten kan sørge for det overordnede blik på sygehusene. Man ville uden tvivl få en effektivisering ud af at nedlægge regionerne, siger Jørn Pedersen, V-borgmester i Kolding, til Politiken.
Blandt borgmestre, som vil bevare regionerne, lyder forsvaret typisk, at kommunerne ikke har kompetencerne til at overtage sundhedsopgaverne.
- Opgavernes størrelse gør, at det er bedre at bevare dem i regionerne, siger Niels Borring, S-borgmester i Favrskov.
Tilsammen råder landets 5 regioner over et årligt budget på 104,9 mia. kr. Og formand for Danske Regioner Bent Hansen (S) undrer sig over de 31 borgmestre i undersøgelsen:
- Jeg er overrasket og også lidt trist over svarene. For jeg synes egentlig, at der i langt de fleste regioner foregår et rigtig godt samarbejde mellem kommuner og regioner. At man så bare siger, at det synes man godt, at man med et pennestrøg kan stryge, det kommer bag på mig.
Og mens professor i offentlig forvaltning ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen, har svært ved at se et øjeblikkeligt alternativ til den nuværende model, kalder Roger Buch det "en dårlig idé" at nedlægge regionerne:
- Efter kommunalreformen har kommunerne haft gevaldige problemer med de opgaver, som de overtog fra amterne, blandt andet det specialiserede socialområde og handikapområdet, siger han.