Borgmester vil fyre 80 ansatte og spare julegaverne væk: "Kommer til at gøre ondt"

Steffen Jensen: - Der er virkelig medarbejdere, som kommer til at løbe stærkt. (Foto: Foto: Halsnæs Kommune)

Der skal fyres medarbejdere for 14 millioner på rådhuset i Frederiksværk, bebuder borgmester i Halsnæs Kommune, Steffen Jensen (S).

Halsnæs Kommunes socialdemokratiske borgmester, Steffen Jensen, foreslår besparelser, der kan betyde afskedigelse af op til 80 medarbejdere, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Rengøringskvindes grufulde oplevelse på job: Fandt ung mand i flammer

Kommunen skal finde 70 millioner kroner årligt de næste fire år:

- Det er ikke alle driftsreduktioner, som bliver fundet blandt medarbejderne, men mit oplæg vil ramme mellem 60 og 80 medarbejdere, siger Steffen Jensen til Frederiksborg Amts Avis.

Borgmesteren bebuder store besparelser på rådhuset i Frederiksværk. Her betyder Steffen Jensens oplæg, at skal der skæres i medarbejderstaben for i alt 14 millioner. Heraf skal de fem millioner kroner hentes via færre chefstillinger:

- Der bliver skåret ind til benet, og det kommer til at gøre ondt. Der er virkelig medarbejdere, som kommer til at løbe stærkt, siger Steffen Jensen, som også foreslår at spare de ansattes julegaver væk.

Steffen Jensen har tidligere fortalt, at det gør ondt på kommunekassen, at der siden 2015 er sket en stigning på 42 procent i anbringelser af børn og unge.

Dertil kommer, at voksenhandicapområdet genererer en ekstraregning på omkring 20 millioner kroner samt øgede sundhedsudgifter, der får det samlede beløb til at ramme 70 millioner kroner.

Kommunen står desuden uden mulighed får at tage langsigtede lån, og den har ikke fået det økonomiske tilskud fra staten, som der var håbet på, skriver avisen.

For godt tre uger siden sagde Steffen Jensen til TV 2/Lorry:

- I værste tilfælde af, at der ikke er mere hjælp at hente i tilskudspuljerne, så bliver vi nødt til at fyre omkring 140 medarbejdere, hvis ikke vi får hjælp.

Det er således lykkedes at skrue en spareplan sammen, som vil koste langt færre jobbet.

Der er 2.600 medarbejdere i alt i Halsnæs Kommune.