Odenses borgmester, Peter Rabæk Juel, stod torsdag aften ansigt til ansigt med otte til 10 medlemmer af banden Black Army.
Det skriver han på Facebook.
Odense har på det seneste haft problemer med bander, der afpresser både hjemløse og tatovør-forretninger. Samtidig er regeringen under ledelse af justitsminister Søren Pape Poulsen (K) ved at lave en ny bandepakke, der skal gøre det muligt at slå hårdere ned på bandekriminalitet.
I den forbindelse gav Peter Rahbæk Juel (S) torsdag aften et interview foran Odense-banden Black Armys klubhus til TV 2.
Under inteviewet begyndte flere biler ifølge borgmesteren at kredse rundt for at holde øje med, hvad der foregik. Da interviewet var slut, gik borgmestren hen til sin bil. Her konfronterede bandemedlemmerne ham.
- Inden jeg når at sætte mig ind i bilen, er der to Black Army-medlemmer, der passer mig op. Og inden vi får set os om, er der otte til ti omkring mig, og de vil gerne give hånd med borgmesteren, som de siger, fortæller borgmesteren til TV 2.
Han ønskede dog ikke at give hånd.
- Jeg sagde til dem, at jeg ikke har ikke lyst til at trykke hånd med Black Army, for jeg bryder mig ikke om det, de laver. Det blev de lidt mopsede over, siger Peter Rahbæk Juel.