Næstformand i Social- og Sundhedsudvalget i Assens Kommune, Henning Jensen (V), er død.
Han døde pludselig natten mellem lørdag og søndag, skriver borgmester Søren Steen Andersen (V) på sin Facebook-side.
- Det er med chok og stor sorg, vi fik meddelelsen om at byrådsmedlem Henning Jensen, Skydebjerg, pludselig døde natten mellem lørdag og søndag, skriver Søren Steen Andersen, og fortsætter:
- Vore tanker går nu til Kirsten, Calle og børnebørn, der nu må leve uden ægtemand, far og farfar. Og vi andre uden den altid nærværende, opmærksomme, velklædte, velforberedte garder og byrådsmedlem, Henning Jensen, skriver Søren Steen Andersen.
Borgmesteren skriver videre, at Henning Jensen i sit politiske virke altid var meget klar, tydelig, passioneret og velforberedt:
- Henning er en af ganske få folkevalgte, der aldrig har måttet melde forfald til et byråds- eller udvalgsmøde, hvilket er imponerende i betragtning af at han har været med i politik siden midt-90’erne.
Henning Jensen fejrede så sent som i november 50 års jubilæum i herretøjsforretningen Nr. Isaksen i Odense.
Han blev i sin tid valgt ind i kommunalbestyrelsen i den gamle Aarup Kommune, hvor han var viceborgmester og udvalgsformand.
Fra 2009 og til hans død sad han i Assens Byråd. Ved valget i november sidste år blev han med 203 personlige stemmer valgt ind som Venstres niende af partiets 13 mandater.
Det er ikke oplyst, hvad dødsårsagen er. Henning Jensen boede lige syd for Aarup i landsbyen Skydebjerg. Han efterlader sig hustru, en søn og børnebørn.