Borgerrådgiver: Uhørt at melde kontanthjælpsmodtagere til politiet

Regeringen lægger i sit nye udspil op til, at kommunerne skal forpligtes til at melde borgere til politiet, hvis de på ulovlig vis har taget deres kontanthjælp med til udlandet. Det er en alt for voldsom skærpelse, mener Bettina Post, der er borgerrådgiver i Høje-Taastrup.
- Jeg savner en begrundelse for den skærpelse, siger Bettina Post om regeringens nye udspil, der skal gøre det lettere at straffe kontanthjælpsmodtagere.
- Jeg savner en begrundelse for den skærpelse, siger Bettina Post om regeringens nye udspil, der skal gøre det lettere at straffe kontanthjælpsmodtagere. Foto: Anne Trap-Lind

Kommunerne skal have pligt til at politianmelde borgere, der på ulovlig vis har taget deres kontanthjælp med til udlandet i mere end 14 dage, lyder det i regeringens nye udspil, der skal gøre det lettere straffe kontanthjælpsmodtagere, der snyder med ydelserne.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Læs også: Jobcenterchef: Nu kan vi hurtigt fange snydere

Meningen med politianmeldelserne er, at regeringen vil sikre, at de borgere, der ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, bliver sanktioneret.

- Vi har det grundprincip i Danmark, at vi hjælper folk, der står uden arbejde og i en periode ikke kan forsørge sig selv. Men vi kræver, at de til gengæld står til rådighed for det danske arbejdsmarked. Derfor vil regeringen gøre det enklere for kommunerne at sanktionere, når en borger ikke står til rådighed, og skabe et sanktionssystem, der er mere konsekvent, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i forbindelse med det nye udspil til regeringen.dk.

Regeringen går for langt 

Bettina Post, der er borgerrådgiver i Høje Taastrup Kommune og tidligere formand for Socialrådgiverne,  er enig i, at det er vigtigt at forhindre folk i at få ydelser, de ikke er berettiget til. Men hun mener samtidig, at regeringen går alt for langt, når de både vil straffe økonomisk og sende politiet efter de kontanthjælpsmodtagere, der opholder sig udenfor landet.

- Det er vigtigt at bekæmpe socialt bedrageri, men det er en meget voldsom skærpelse, at kommunernes kontrolgrupper med forslaget får pligt til at anmelde socialt snyd til politiet. Jeg savner en begrundelse for den skærpelse, siger Bettina Post til Avisen.dk.

Hun er ikke i tvivl om, at det er nødvendigt, at straffe ulovlige handlinger, men hun synes ikke, at det er nødvendigt, at bruge politiets ressourcer på at give kontanthjælpsmodtagerne en yderligere forskrækkelse. 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.