Den danske bordtennisspiller Jonathan Groth måtte bøje sig for overmagten i semifinalen i Europe Top 16 i Montreux.
Her stod han over for den topseedede tysker, Dimitrij Ovtcharov, som også er nummer et på verdensranglisten.
Groth bød den tyske verdensetter hård modstand undervejs, før danskeren tabte i fem sæt med cifrene 10-12, 7-11, 9-11, 11-9, 10-12.
I Schweiz er de bedst rangerede europæiske spillere samlet, og Jonathan Groth var ottendeseedet. Han ligger nummer 29 i verden.
I kvartfinalen besejrede han russeren Alexander Shibaev med 9-11, 11-6, 11-6, 11-5, 12-10.
I sin første kamp i turneringen besejrede danskeren Tiago Apolónia fra Portugal med 11-5, 11-9, 11-8, 7-11, 11-7.
Senere søndag spiller Jonathan Groth en kamp om tredjepladsen.
/ritzau/