Tusindvis af lærere og andre offentligt ansatte demonstrerede onsdag eftermiddag i fem af landets byer for at vise deres støtte til Danmarks Lærerforening, der i øjeblikket kæmper med Kommunernes Landsforening (KL) om lærernes arbejdstidsregler.
Og det store fremmøde imponerer lærerforeningens formand, Anders Bondo Christensen.
- Det er helt enestående, at vi kan fylde Christiansborgs slotsplads og kan have fuldt hus i Aarhus, ligesom vi har modtaget kæmpe opbakning i de andre byer.
- Det er så fantastisk, lyder det fra formanden.
KL varslede lockout af cirka 50.000 folkeskolelærere i slutningen af februar, da forhandlingerne om en ny overenskomst med Danmarks Lærerforening brød sammen.
Siden er de to parter mødtes i Forligsinstitutionen tre gange for at finde et fælles fodfæste.
Danmarks Lærerforening indkaldte til sympatidemonstration i København, Aarhus, Aalborg, Odense og Rønne onsdag eftermiddag, hvor godt og vel 20.000 mødte op i København alene.
- Jeg havde ikke i min vildeste fantasi drømt om, at vi fik sådan en opbakning. Men det er fordi, at det ikke kun er lærerne - men hele fagbevægelsen, der bakker op omkring det her.
- Man har forsøgt at isolere lærerne og køre os ud på et sidespor. Men dagen i dag viser bare den opbakning, der er rundt omkring, siger Anders Bondo Christensen
Forud for onsdagens demonstration havde Danmarks Lærerforening modtaget støtteerklæringer fra flere end 20 organisationer - heriblandt FOA, hvis formand, Dennis Kristensen, talte til de 7000 fremmødte i Aarhus.
Og netop den brede opbakning fra flere fagforeninger giver gennemslagskraft, vurderer Anders Bondo.
- Det, vi viser nu her, er, at fagbevægelsen kan noget i fællesskab. Når vi står sammen, så betyder det noget, siger formanden.
/ritzau/