Bombetrussel i Københavns Lufthavn: Mand fængslet

Krimi

Frustration i check-in fik mand til at komme med bombetrussel i lufthavn. Manden er blevet varetægtsfængslet.

En 27-årig palæstinenser sigtes for trusler i Københavns Lufthavn i Kastrup søndag aften.

Truslen blev sagt på arabisk, men en ansat i lufthavnen, som kan arabisk, overhørte det.

Ifølge ham sagde manden: "det er bedre, jeg sprænger mig selv i luften".

Det har mandag ført til, at den 27-årige er blevet varetægtsfængslet i ti dage.

Ifølge den sigtede selv blev han frustreret over at skulle betale ekstra, fordi han ikke havde checket ind online.

Politiets anklager og manden selv har vidt forskellige forklaringer om, hvad der skete ved check-in-skranken.

Truslen fik en medarbejder i lufthavnen til at fortælle, at han blev nægtet adgang til flyet.

Det fik angiveligt manden til at blive endnu mere rasende, og tre vagter blev nødt til at tilbageholde manden.

Manden nægter sig skyldig.

Han forklarer, at han blev sur, da han skulle betale 400 kroner ekstra for at komme med flyet.

Han mener ikke, at han var aggressiv og nægter at have udtalt, at han ville sprænge sig selv i luftet.

/ritzau/