Ritzau
Opdateret kl. 12:01
En eksplosion, der blev udløst af en selvmordsbomber klædt ud som betjent, har kostet 17 personer livet på en politiskole i Somalias hovedstad, Mogadishu.
Det oplyser oberst Mohamud Aden til nyhedsbureauet AP.
Flere end 20 er desuden såret, tilføjer han. Nogle af dem alvorligt.
Selvmordsbomberen sneg sig ind på politiskolens område og angreb betjentene under deres daglige morgenøvelse.
Angrebsmanden havde en bombevest på. Det oplyser polititalsmand Mohamed Hussein.
Den militante ekstremistgruppe al-Shabaab hævder at stå bag angrebet.
- Vi dræbte 27 politibetjente og sårede mange flere, siger gruppens talsmand, Abdiasis Abu Musab.
Gruppen, der har tilknytning til al-Qaeda, udfører jævnligt angreb i Somalia. Det er ofte regeringsbygninger, militærbaser, hoteller og restauranter, som er i skudlinjen.
Al-Shabaab vil vælte regeringen og oprette et islamistisk kalifat i Somalia.
Men de seneste år har gruppen lidt en række nederlag takket være både somaliske sikkerhedsstyrkers indsats og fredsbevarende styrker udsendt af Den Afrikanske Union.
Torsdagens angreb sker, mens unionen er ved at lægge sidste hånd på en plan om at skære ned af soldater i Somalia.
Styrkerne, som blev udsendt for at hjælpe med at sikre stabilitet oven på borgerkrigen i de tidligere halvfemsere, mister 1000 soldater til nytår. Dermed er der 21.000 tilbage.
/ritzau/Reuters