Boligejere forgyldt siden 2016

I gennemsnit er husejere over hele landet blevet en kvart mio. rigere siden 2016. (Foto: Scanpix)

Boligejere har alle oplevet stigninger i 2019, men mest omkring de store byer.

Når man siger, at ejerboligen er en af tilværelsens største økonomiske investeringer, er der i den grad noget om snakken. For købte du et parcelhus på 140 m2 i november 2016, er du i gennemsnit blevet 230.000 rigere på papiret, hvis du solgte det nu. Det viser tal fra Boligsiden, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har analyseret.

I november 2016 lå den gennemsnitslige kvadratmeterpris på 12.903 kr./m2 på parcelhuse, mens den i november 2019 havde sneget sig op på 14.549 kr./m2.

– Som tommelfingerregel er det som udgangspunkt en fornuftig investering at købe ejerbolig, hvis tidshorisonten er lang, men tallene her viser, at der kan være friværdi at hente selv på en kort årrække, siger Peter J. Mattsen, som er direktør i Nybolig.

Der er tale om generelle stigninger i hele landet, men det er i Hovedstaden, at både priserne og stigningerne har været størst.

– Det er et spørgsmål om efterspørgsel, hvor folk bosætter sig, hvor der er arbejde at få, og det gælder naturligvis vækstområderne som Hovedstaden, Nordsjælland, Trekantsområdet og Østjylland, hvor stigningerne ikke overraskende er højest, siger Peter J. Mattsen, der også peger på de lave renter og den høje beskæftigelse som årsager til udviklingen.

Ejerlejligheder i hovedstaden steg mest

Tendensen har været den samme for ejerlejligheder, hvor købet af en ejerlejlighed for tre år siden på 80 m2 i dag ville give en stigning af friværdien på 360.000 kr.  Københavnske ejerlejlighedsejere kan notere den største stigning på 425.000 kr. for 80 m2 de seneste tre år.

– Jeg hæfter mig ved, at det over hele linjen har været godt at være boligejer de sidste tre år, så mange af dem, der under finanskrisen kunne se deres bolig falde i voldsomt værdi, kan i dag konstatere, at de er tilbage på sporet eller i nogle tilfælde bedre stillet, siger Peter J. Mattsen.