Børneinstitutionen Gaia vil søge penge til udsatte børn

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og børne- og socialminister Mai Mercado (K) (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Regeringen er klar med en økonomisk indsprøjtning på en milliard kroner til landets daginstitutioner.

Børnehuset Gaia vil i 2019 søge penge fra regeringens pulje for udsatte børn.

Børnene i institutionen kommer både fra lejebebyggelsen Gyldenrisparken på Amagerbrogade i København samt villakvarteret ved Amager Strand.

Det fortæller Gaias leder Helle Bak Andersen.

- Jeg tænker, at Børnehuset Gaia vil komme ind under de kriterier, hvor vi vil få nogle ekstra midler til flere pædagoger, siger Helle Bak Andersen.

Hun viste fredag statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) samt børne- og socialminister Mai Mercado (K) rundt i Gaia, før ministrene præsenterede regeringens "1.000-dages-program" for udsatte børn.

Efter flere år med nedskæringer på landets daginstitutioner er regeringen klar med en økonomisk indsprøjtning på en milliard kroner over de næste fire år.

Pengene skal målrettes de første 1000 dage af de mest udsatte børns liv.

- Det er altid sjovt for børnene og medarbejderne. Men det er det også for os som ledelse. Vi vil jo rigtig gerne vise dette hus. Nogle gange går der nogle andre fortællinger end dem, vi gerne vil have ud, siger Helle Bak Andersen.

- Jeg håber, at det man ser, er en super velfungerende institution med dygtige medarbejdere og ledelse. Jeg håber, det står tilbage efter besøget. Gaia står ekstra skarpt i dag.

Vi skal snart have folketingsvalg. Er det vigtigt, at ikke blot statsministeren, men andre politikere også besøger jer eller andre institutioner?

- Ja. Men det kan godt være faren. Det nævnte jeg også for statsministeren og Mai (Mercado, red.). Det er ikke sådan, at det altid ser ud her. Vi har ikke altid en gruppe med kun tre børn, hvor ingen græder, siger Helle Bak Andersen.

- Det har vi gjort i dagens anledning, fordi vi vidste, at der kom så mange pressefolk med. Men det er utrolig vigtigt, at politikerne kommer ud. Vores borgmester Jesper Christensen er rigtig god til at komme ud.

Gaia har ikke særligt mange udsatte børn. Men institutionen får på grund af demografien sociale normeringer fra Københavns Kommune, siger Helle Bak Andersen.

/ritzau/