Mens coronavirusset særligt rammer ældre mennesker, undgår børn og teenagere i høj grad at blive syge.
Det viser en rapport, som Verdenssundhedsorganisationen (WHO) offentliggjorde for nylig.
Kun 2,4 procent af de registrerede tilfælde var personer under 18 år. Undersøgelsen er baseret på 56.000 personer i Kina, der har været ramt af virusset.
Samtidig er der kun registreret enkelte dødsfald for børn og teenagere, og dem, der er blevet smittet, har for det meste haft milde symptomer.
I modsætning til almindelig influenza tyder det ifølge WHO heller ikke på, at børn smitter andre med coronavirus - det er i hvert fald kun i begrænset omfang. Dermed ser børn ikke umiddelbart ud til at udbrede coronavirusset.
Hos Statens Serum Institut kalder seniorforsker Steen Ethelberg resultaterne for positive, når man ser isoleret på børn.
- Det tyder på, at børnene i Kina i vidt omfang er gået fri af epidemien.
- Når man sammenligner med influenza, er det ofte børn, der er med til at smitte børn og bedsteforældre, og hvis det ikke er tilfældet med coronavirus, er det positivt, fordi en stor gruppe så ikke smitter videre derhjemme, siger Steen Ethelberg.
Rapporten viser, at 78 procent af patienterne var mellem 30 og 69 år gamle, og mænd og kvinder var cirka ligeligt fordelt.
Der gik i gennemsnit fem til seks dage, fra at personerne blev smittet, til at de viste symptomer, der oftest var feber eller tør hoste.
Samtidig viser undersøgelsen, at de virusramte i gennemsnit har smittet 2-2,5 personer.
I rapporten bliver det understreget, at der fortsat er en del, man ikke ved om coronavirusset.
Det er blandt andet uvist, hvor mange der har været ramt af virusset, uden at myndighederne er klar over det. Det er kendt som mørketal.
Derfor er det ifølge WHO også svært at sige, præcis hvor stor dødeligheden er.
Ifølge WHO kunne det dog tyde på, at dødeligheden er faldende - og muligvis under én procent - hvilket er sket, i takt med at myndighederne har fået et bedre tag på behandlingen af patienterne i Kina.
Tidligere har tallet 3,4 procent været nævnt som dødsrate.
/ritzau/