Boeing stopper produktion af 737 MAX-fly i januar

Mange hundrede 737 MAX-fly har været parkeret rundt i verden, siden et flyveforbud blev udstedt i marts. (Arkivfoto) (Foto: Lindsey Wasson/Reuters)

Siden marts har Boeings 737 MAX-fly ikke måttet flyve. Boeing indstiller produktionen af flyene midlertidigt.

Flyproducenten Boeing indstiller i januar midlertidigt produktionen af fly af typen 737 MAX.

Det oplyser Boeing i en pressemeddelelse.

Boeings 737 MAX-fly har siden marts været underlagt flyveforbud i hele verden.

Forbuddet fulgte efter to styrt i henholdsvis Indonesien og Etiopien. De skete inden for fem måneder - i oktober 2018 og marts 2019 - og kostede i alt 346 mennesker livet.

Der er ikke udsigt til, at flyveforbuddet ophæves foreløbigt, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I sidste uge meddelte den amerikanske luftfartsmyndighed, Federal Aviation Administration (FAA), at processen med på ny at godkende flyet og derefter ophæve forbuddet kan stå på et stykke tid ind i næste år.

I midten af november lød det ellers fra Boeing, at 737 MAX-flyene kunne være på vingerne igen i januar.

Beslutningen om at indstille produktionen er blevet truffet af Boeings bestyrelse efter et to dage langt møde i den amerikanske storby Chicago.

- Vi har tidligere tilkendegivet, at vi løbende ville evaluere vores produktionsplaner, såfremt MAX-flyveforbuddet skulle vare længere end forventet, skriver Boeing i meddelelsen.

- Som et resultat af denne evaluering har vi besluttet at prioritere leveringen af de fly, vi har stående, og midlertidigt standse produktionen i næste måned.

Det fremgår ikke, hvornår Boeing vil genoptage produktionen af 737 MAX-fly, som finder sted på Boeings fabrik i Seattle i det nordvestlige USA.

Siden flyveforbuddet mod flyene blev udstedt i foråret, har virksomheden hver måned produceret i gennemsnit 42 fly af typen 737 MAX.

Som begrundelse for at indstille produktionen i januar skriver Boeing blandt andet, at der er uvished om, hvornår flyene får tilladelse til igen at flyve.

Boeing har tidligere oplyst, at de to ulykker, som udløste flyveforbuddet, var forårsaget af en fejl i aktiveringen af flyets MCAS-funktion. Det er et automatisk system, der skal forhindre, at flyet mister dets opdrift.

Systemet er nyt, og det er blevet kritiseret, at piloterne ikke er blevet tilstrækkeligt uddannet til at håndtere det.

/ritzau/