Krisen fortsætter for den amerikanske flyproducent Boeing, efter at selskabets seneste satsning - flytypen Dreamliner - er blevet ramt af adskillige tekniske problemer i løbet af de seneste uger.
Federal Aviation Administration (FAA) i USA har nu beordret, at samtlige Dreamliner 787-modeller skal køres i hangaren, indtil brandrisikoen i flyenes batterier er løst.
- Operatørerne af de amerikansk indregistrerede Boeing 787-fly må bevise over for FAA, at batterierne er sikre, før flyene igen kommer på vingerne, lyder det fra FAA.
Beslutningen kommer dagen efter, at et japansk Dreamliner 787-fly med 129 passagerer om bord måtte nødlande i den vestlige del af Japan på grund af en røgalarm i den forreste del af flyet - angiveligt på grund af et defekt batteri.
Ingen kom til alvorligt til skade, men Japans to største flyselskaber valgte straks efter nødlandingen at sende alle deres Dreamliner-fly til sikkerhedstjek.
Med FAA seneste udmelding betyder det, at 30 af verdens 50 Dreamlinere nu er bandlyst fra luftrummet.
Verdens største flyselskab, United Airlines, er det eneste amerikanske selskab, der flyver Dreamlinere. Selskabet har seks af de balladeramte fly.
- Vi vil arbejde tæt sammen med FAA og Boeing for at få løst dette tekniske problem, og vi vil begynde at finde andre fly til de rejsende, siger United Airlines i en meddelelse.
Dreamlineren anses for at være revolutionerende inden for passagerfly. Men en række uheld på forskellige afgange af "drømmeflyene" har skabt uheldige overskrifter i medierne for producenten Boeing.
Mandag i sidste uge udbrød der for eksempel brand i et fly, der var ved at lande i Boston efter en flyvning fra Tokyo. Boeing fastholder, at Dreamlineren er sikker.
/ritzau/