Vi finder os ikke i dyre madvarer! Det budskab har supermarkederne nu taget til sig og sænket priserne over en bred kam.
Fra første kvartal sidste år til første kvartal i år er madpriserne faldet med 1,7 procent, viser tal fra Danmarks Statistik. Men en test, som Jyllands-Posten har lavet viser, at varerne tilsyneladende er faldet endnu mere i pris. Avisen har købt 510 dagligvarer ind i 17 forskellige supermarkeder. Resultatet er en besparelse på 6,6 procent i forhold til for et år siden.
"Der er ingen tvivl om, at det er blevet billigere at købe ind. Prisen er sænket over en bred kam, og der er meget stort prispres på de 50-100 vigtigste, basale dagligvarer som mel, mælk, æg, grøntsager og kød," siger Kasper Baldvinsson, der er chefkonsulent i Retail Institute Scandinavia, til Jyllands-Posten.
Forbrugerekspert Birger Boutrup Jensen forklarer udviklingen med, at vi er blevet mere fokuserede på prisen.
"Forbrugerne går nu både efter de faste, lave priser og efter tilbuddene. Der er blevet skruet en ekstra gang på prisskruen, og det er sandsynligt, at leverandørerne må bøde," siger han.