Når personer med relation til bande- og rockermiljøet skyder i gaderne, så bliver politiet nødt til at prioritere det.
Sådan lyder det fra justitsminister Morten Bødskov (S), som er under stigende pres for at give flere ressourcer til politiet.
Senest er enkelte af politiets egne tillidsfolk stået frem med kritik af, at politiet ikke har ressourcer til at hjælpe borgerne, fordi man prioriterer bandeindsats så højt.
Johan Kofod, der er fællestillidsmand for omkring 300 politifolk i Københavns Politis efterforskningsenhed, kritiserer over for TV2 direkte ledelsen med rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg i spidsen for at male et skønmaleri af virkeligheden.
- Vores ledelse står jo frisk og frejdig frem og siger, at det ikke har nogen konsekvenser for borgerne, at vi bruger så mange ressourcer på forskellige task forces og på bandekrigen. Men det har den konsekvens, at vi ikke kommer ud til befolkningen.
- Det har den konsekvens, at vi fjerner os fra borgeren, at vi ikke længere er borgerens politi, siger Johan Kofod til TV2.
Men politiet er i den nuværende situation nødt til at sætte massivt ind over for banderne, mener justitsministeren:
- Når der bliver skudt i gaderne, så bliver der selvfølgelig prioriteret efter det, siger Morten Bødskov, der trods kritikken mener, at politiet gør "et fremragende stykke arbejde"
- Det kan vi se på samtlige statistikker. Vi skylder samtlige politifolk et klap på skulderen, for det er en vanskelig situation og nogle fuldstændig vanvittige ting, siger Morten Bødskov med henvisning til de mange skyderier i bandekonflikten.
/ritzau/