San Jose Sharks og danske Mikkel Bødker fortsætter den gode form med en 7-2-sejr på hjemmebane over Chicago Blackhawks i verdens bedste ishockeyliga, NHL.
Danskeren havde en stav med i sejren, da han med en assist til 2-1-målet lavede sit 26. point i sæsonen. Bødker er noteret for 12 scoringer og 14 assister.
Chicago bragte sig foran 1-0, før San Jose scorede de næste syv mål. Den danske assist faldt ved stillingen 1-1, på et tidspunkt hvor Chicago ellers spillemæssigt var godt med i kampen.
Bødker modtog pucken tæt ved mål, vendte hurtigt rundt og lagde pucken perfekt til rette for Logan Couture, der sikkert satte den ind i Chicago-målet.
San Jose bragte sig yderligere foran 3-1 og 4-1 inden for de første fem minutter af anden periode. Før perioden var slut, stod der 6-1 til værterne.
Tredje periode var en rolig affære, hvor San Jose scorede til 7-1, før Chicago reducerede få sekunder før slutningen.
Efter en sløj periode i starten af sæsonen har San Jose Sharks fået spillet sig tilbage i kampen om slutspilspladserne i NHL.
Holdet ligger efter 64 kampe i den pæne ende af den meget tætte Western Conference med 79 point. Der spilles 82 kampe i NHL's regulære sæson.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.