Badmintonspillerne Mathias Boe og Carsten Mogensen er meget tæt på kvartfinalen i OL-turneringen i herredouble.
Den danske duo vandt sin anden gruppekamp mod russerne Ivanov og Sozonov og vil med to sejre i to kampe efter al sandsynlighed ende på en af de to øverste pladser, der giver adgang til knockoutfasen.
Det var dog ikke uden besvær, at sejren blev hevet hjem, for modstanderne var bestemt ikke uefne. Ved EM tidligere på året slog danskerne dem ellers klart i to sæt.
Denne gang gav modstanderne sig dog ikke så let, og der måtte tre sæt til at finde en vinder.
Efter et meget tæt forløb i begyndelsen af første sæt trak russerne fra og vandt 21-16.
Boe og Mogensen havde svært ved at få initiativet og havde heller ikke marginalerne med sig ved nettet, hvor bolden tit blev hængende på den danske side.
Problemerne fortsatte i andet sæt, hvor russerne på et tidspunkt førte 9-6. En stribe gode danske bolde vendte dog den kedelige udvikling.
De tidligere verdensettere vandt otte af de 10 følgende bolde og så endelig ud til at have greb om kampen.
Alligevel endte sættet ret knebent med 21-19-sejr til danskerne, og kampen virkede helt lige inden det afgørende sæt.
Det var den også ved sidebyttet, hvor danskerne førte 11-9. Seks bolde senere var føringen dog øget til seks point, og det kunne Ivanov og Sozonov ikke hente.
Tirsdagens opgør mod kineserne Chai Biao og Guo Chendong, der formentlig afgør, hvem der går videre som etter, spilles 10.44 dansk tid.
Kun en russisk overraskelse i mandagens opgør mod kineserne kan stikke en kæp i hjulet på Boe og Mogensen.
/ritzau/