Bocuse-restaurant mister en af sine Michelin-stjerner

Den danske kok Rasmus Kofoed ses her med Paul Bocuse i 2011 til Bocuse d'Or. Fredag har Bocuses gamle restaurant mistet sin tredje Michelin-stjerne to år efter stjernekokkens død. (Arkivfoto) (Foto: Robert Pratta/Ritzau Scanpix)

En institution i det franske gastronomiske landskab har fredag mistet sin tredje Michelin-stjerne.

Den franske restaurant L'Auberge du Pont de Collonges, der nok bedst er kendt under navnet Bocuse efter den afdøde kok Paul Bocuse, mister en af sine tre Michelin-stjerner.

Det oplyser Michelin-guiden til det franske nyhedsbureau AFP.

Paul Bocuse var legendarisk skikkelse i fransk gastronomi. Han har lagt navn til den måske mest prestigefulde kokkekonkurrence Bocuse d'Or - der også kaldes det uofficielle kokke-verdensmesterskab.

Han blev født i værelset over restauranten, der i dag er bedst kendt under navnet Bocuse.

I 1965 fik restauranten for første gang tre stjerner i Michelin-guiden. Og det havde den resten af Paul Bocuses liv.

For to år siden døde stjernekokken af Parkinsons sygdom i samme værelse over restauranten, som han blev født.

I 2020-udgaven af Michelin-guiden vil restauranten i Lyon dog kun have to stjerner.

- Etablissementets kvalitet er fortsat højt, men det er ikke længere på niveau til tre stjerner, forklarer organisationen bag Michelin-guiden til AFP.

En restaurant kan højest få tre stjerner i Michelin-guiden. I så fald vurderes restaurantens menu at være ekstraordinær køkkenkunst, der er værd at rejse efter.

To stjerner, som Bocuse-restauranten nu har, betyder, at det ifølge guiden er et rigtig godt køkken, som er værd at køre en omvej for at besøge.

Ifølge Michelin-guidens hjemmeside fik 86 restauranter tre stjerner i Michelin-guiden. Den eneste danske restaurant med tre stjerner er Geranium i København.

27 andre danske restauranter har en eller to Michelin-stjerner.

/ritzau/