Danske unge får en alt får dårlig seksualundervisning.
Det er ifølge Bjarne B. Christensen, generalsekretær for Sex og Samfund, et faktum, som bliver aktualiseret af en en meningsmåling, foretaget af YouGov for MetroXpress.
15 procent af de adspurgte siger, de er "enige", og tre procent er "helt enige" i, at "kvinder der går udfordrende klædt eller opfører sig flirtende, selv har en del af ansvaret, hvis de bliver seksuelt forulempet".
- Seksualundervisning er vigtig i forhold til at lære at sætte egne grænser og lære at lytte til og respektere andres grænser, siger Bjarne B. Christensen til Ritzau.
- Mange voldtægter sker i en gråzone, hvor personerne kender hinanden, og pludselig går det hen og bliver en voldtægt. Her tror jeg, at det har stor betydning, om man har fået en ordentlig seksualundervisning, siger Bjarne B. Christensen.
Han mener, at det er hårdt tiltrængt at opprioritere seksualundervisning ikke kun i folkeskolen, men også på ungdomsuddannelserne.
Det er Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper helt enig i.
- Det er fuldstændig rigtigt, at seksualundervisningen kan blive meget bedre. Der opstår problemer, hvis man ikke lærer de unge, hvad det vil sige, at vi har en frigjort seksualitet i vores samfund.
- Det vil sige, at man har ret til at gå klædt, som man vil, uden at man skal forulempes af den grund, siger Pernille Skipper.
En mangelfuld seksualundervisning øger ifølge Pernille Skipper også risikoen for "gråzoneprostitution", hvor unge bytter seksuelle ydelser for eksempelvis mobiltelefoner eller tryghed.
Hvert år anmeldes omkring 500 voldtægter, og eksperter mener, at der bliver begået langt flere.
Socialdemokraternes retspolitiske ordfører Ole Hækkerup mener, at der formentlig er en sammenhæng mellem holdningerne til voldtægt og antallet af anmeldelser.
- Det nytter ikke noget, at vi finder på undskyldninger for voldtægt. Hvis man siger, at det lidt er kvindens egen skyld, så siger man samtidig, at voldtægtsmanden har lidt ret til at voldtage, og så risikerer vi, at ofrene vender skylden indad og ikke anmelder voldtægten, siger han.
/ritzau/