Det skabte overskrifter verden rundt, da et hold svenske læger i sidste uge kunne fortælle, hvordan det var lykkedes dem at foretage en blindtarmsoperation via munden. Lægerne fortalte imidlertid ikke om de to mislykkede operationer, der var gået forud. Det skriver den svenske avis Aftonbladet.
Operationen, som lykkedes, blev gennemført på en 30-årig kvinde.
Ved operationen blev et instrument, et gastroskop,
ført gennem munden og ned i mavesækken, hvor der blev skåret hul i bughulen, så
blindtarmen kunne fjernes. Operationen har ifølge lægerne den fordel, at den ikke efterlader nogen synlige ar, mindsker risikoen for komplikationer og er mindre smertefuld end den traditionelle metode, hvor maven sprættes op med en
skalpel.
Eller det var i hvert fald, hvad lægerne sagde på det efterfølgende pressemøde, hvor der også blev talt om muligheden for at bruge den nye metode ved for eksempel hjertekirurgi.
Punkterede lungen
Nu viser det sig nemlig, at der forud for den vellykkede operation var gået to mislykkede. Aftonbladet har talt med den ene af de to patienter, 42-årige Marie Kristiansson.
Marie Kristiansson blev den 22. januar indlagt med stærke mavesmerter.
- Doktoren spurgte, om jeg ville prøve den her nye operationsmetode. Jeg synes, det lød godt - ingen ar og hurtigt tilbage på benene, fortæller hun til avisen.
Men operationen gik ikke som planlagt. For det første kunne lægerne slet ikke komme til blindtarmen, og da lægerne skulle sy hullet i mavesækken sammen igen, kom de til at prikke hul i lungen.
Siden har hun været igennem flere operationer og er fortsat sygemeldt.
- Jeg anklager ingen og er heller ikke bitter. Jeg er sikker på, at metoden bliver rigtig god i fremtiden. Men jeg synes, det er forkert kun at fortælle om den operation, der gik godt, og ikke om de to, hvor det gik galt, siger Maria Kristiansson.
Aftonbladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra de ansvarlige kirurger.