Han har fået smidt tærter i ansigtet og bliver kritiseret af både venner og fjender. Alligevel stiller den 73-årige Ralph Nader nu op til USA s præsidentvalg i november, fordi han er utilfreds med de kandidater, som USA s to store partier opstiller.
Nader stiller op for det lille parti De Grønne og har ingen chance for at blive valgt. Alligevel frygter Demokraterne hans deltagelse. Ralph Nader ligger langt til venstre i amerikansk politik, og i 2000 stjal han mange stemmer fra Demokraternes Al Gore. Uden Nader havde Al Gore vundet over George W. Bush.
Egoet stiller op
Nogle af Naders tætte venner har gang på gang forsøgt at stoppe ham, fordi de mener, at han ødelægger chancerne for Demokraterne. Men Nader stiller op for femte gang, fordi han mener, de store partier »ikke står for folket«.
Lektor Niels Bjerre-Poulsen tror, der er en anden forklaring på Naders kandidatur. Nader har tidligere haft stor indflydelse som leder af magtfulde forbrugerorganisationer. Hans vigtigste bedrift var at redde tusindvis af liv ved at få indført seler og brudsikkert glas i biler. Nu savner han rampelyset.
»Han vil selv sige, at han gør i det protest, men jeg tror i virkeligheden, det handler om, at han har et kæmpestort ego,« siger Niels Bjerre-Poulsen fra Copenhagen Business School.
Mens Nader i 2000 ødelagde sejren for Demokraterne, fik han langt færre stemmer og ingen indflydelse i 2004. Og sådan vil det også gå i år, spår Niels Bjerre-Poulsen:
»Mange er drøntrætte af Ralph Nader og med en Barack Obama som kandidat, tror jeg ikke Nader vil kapre mange stemmer.«