De blev heldigvis fundet af familiens mand, før det var for sent.
Men det var tæt på at koste liv, da en 49-årig kvinde og hendes 15-årige datter lørdag formiddag faldt om på deres stuegulv, fordi de var blevet forgiftet af et utæt gasfyr. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Lidt over 12 kom familiens mand dog hjem og han slog alarm. Kvinderne befinder sig nu på Rigshospitalet, hvor deres tilstand er stabil.
Udslippet, der fandt sted fra et gasfyr på en villavej nær Hareskovby ved Værløse, skyldtes en defekt pakning, der kortsluttede udsugningssystemet. Dermed fik gasfyret ikke fik frisk luft ind, men sendte kulilte ud i huset.
- Det er en model, som vi har haft tekniske problemer med før. For et halvt år siden blev producenten færdig med at udskifte pakninger på 99 procent af alle de modeller, der findes i Danmark, men der er nogle husstande, der ikke har anmeldt deres gasfyr til gasselskabet. Derfor eksisterer der stadig modeller, som ikke har fået skiftet pakning, forklarer Søren Hylleberg Sørensen, der er teknisk direktør i Hovedstadens Naturgas, HNG, ifølge Frederiksborg Amts Avis.
Villaen i Hareskovby, der fik gasfyret af modellen Vaillant Eco-Tech sat op i 2003, har ikke fået foretaget de eftersyn hvert andet eller tredje år, som HNG anbefaler. Derfor kendte HNG ikke til gasfyret.
Søren Hylleberg Sørensen anbefaler, at man får sin VVS-installatør til at anmelde kedlen, når den bliver sat op. Derudover kan man sætte en kulitealarm op.