En guldfisk har en hukommelse på få sekunder, så hver gang den svømmer forbi den samme sten, er det en helt ny oplevelse.
Det har længe været et af argumenterne for at proppe guldfisk ned i minimalistiske akvarier. Men den går ikke længere.
Nu har man nemlig fundet ud af, at guldfisk kan huske mindst en uge tilbage i tiden.
Den nye viden er baseret på undersøgelser lavet af 15-årige Rory Stokes fra Australian Science and Mathmatics School i Adelaide. Den unge mand satte sig for at undersøge fiskenes hukommelse, fordi han havde en mistanke om, at de ikke var så dumme endda.
Blink betyder mad
Rory Stokes placerede et lille lys i akvariet, der blinkede hver gang, det var fodringstid. 30 sekunder efter at lyset havde blinket, kastede han mad ned til fiskene. I begyndelsen tog det over et minut fra blinket til alle fiskene havde samlet sig omkring det. Men efter tre uger gik der mindre end fem sekunder.
Guldfiskene var altså klar over, at signalet betød fodringstid, længe før maden blev kastet ned til dem. Selv da Rory Stokes fjernede blinklyset i seks dage, kunne guldfiskene huske signalet, da han tændte det igen.
Når bare de får mad
Opdagelsen betyder dog ikke, at vi nu skal have dårlig samvittighed og udskifte de små fiskebowler med kæmpeakvarier, siger den norske professor Gøran Nilsson fra Institutt for molekylær biovitenskap ved Universitetet i Oslo til Forskning.no.
»De skal selvfølgelig have plads, så de kan røre sig. Men ellers er fiskene glade, når bare de er trygge og får mad.«