Krisen i Mellemøsten har fået en ny kampplads: den internationale udgave af spillet Matador.
Spillet Monopoly går ligesom Matador går ud på at købe veje eller byer, og i en ny global udgave har udgiveren af spillet, Hasbro, inkluderet verdens mest omstridte by: Jerusalem.
Byen kom med navnet Jerusalem, Israel med i en online-konkurrence om, hvilke byer der skal med på brættet i den globale udgave af spillet. Og den beslutning svarede til at trække et kort i spillet med ordene: Ryk direkte i problemer .
Monopoly undskylder
Palæstinensiske grupper bombarderede Hasbro med mails og blogs om, at Jerusalem er en palæstinensisk by og ikke en israelsk. Samtidig kastede en israelsk gruppe, One Jerusalem, sig over afstemningen og sørgede for, at Jerusalem, Israel hurtigt blev stemt i top.
Nu har Hasbro så besluttet at rykke tilbage til start. Landenavnet Israel blev slettet efter bynavnet Jerusalem, og bagefter røg også alle andre landenavne i afstemningen.
»Vi ønskede aldrig, at dette skulle blive en politisk debat. Vi undskylder for den uro, det har givet blandt vores Monopoly-fans,« skriver Hasbro i en pressemeddelelse.
Kampen fortsætter
Jerusalems status som by er et af de ømmeste punkter i fredsforhandlingerne mellem Israel og den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas. Forhandlingerne mellem de to parter kom sidste år i gang igen for første gang i syv år. Men parterne har aldrig tidligere kunne blive enige om at dele byen, som både indeholder vigtige jødiske og muslimske helligdomme.
I denne uge kom det frem i israelsk presse, at parterne har overvejet at gemme Jerusalem-spørgsmålet til allersidst i forhandlingerne, fordi de er så uenige.
I spilverdenen fortsætter One Jerusalem dog med at stemme byen ind på spillebrættet i Monopoly.
»Hvis den kommer med på Monopoly-brættet, og alle køber og sælger og lejer og handler med Jerusalem, så vil det helt sikkert styrke bevidstheden om Israels monopol over Jeruslaem,« siger Yechiel Lieter fra gruppen til CNN.