Udstilling: Rester af Congo

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Nationalmuseeet forsøger med udstillingen ’Congospor’ at forklare, hvad der for 100 år siden fik tusindvis af danskere til at søge lykken i det mørke Afrika. Trods velmente forsøg gribes man aldrig rigtig af eventyret, synes jeg.

Det lignede ellers en taknemmelig opgave at skildre Congos historie. Der var guld, kobber og diamanter. Enorme vidder, dybe floder, tætte buskadser. Og vigtigst: der var mystik.
Congo havde alt, hvad en skandinavisk eventyrer fra det 19. århundrede overhovedet kunne ønske sig, hvis han var ude på at fange lykken. Det gjorde op mod 2.000 svenskere, nordmænd og danskere i perioden mellem 1870 og 1930 – typisk var det skandinavisk armod, der fik dem til at vende blikket mod det eksotiske syd.

Og i Congo fandt de vellønnede jobs på dampere og handelsskibe, der pløjede sig ind i det, der dengang var en ubeskrevet plet på verdenskortet.
Det er historien om disse nordiske eventyrere, som Nationalmuseet vil fortælle med vandreudstillingen Congo-spor, der netop er ankommet fra Sverige.

De to udstillingsrum er rige på anekdoter om de danske sømænd og missionærer, som i bogstaveligste forstand gav deres liv til landet.
De få, der vendte hjem – som den legendariske styrmand Albert Christoffersen, der fik opkaldt en congolesisk by efter sig – bragte et væld koryfæer med sig, som man nu kan se bag montrerne. Her er funklende masker, her er gamle bøger, her er mærkværdige genstande, og man står ved første øjekast med den samme fascination af tingene, som eventyrerne må have haft dengang.
Men modsat vores bedsteforældre kan man ikke gribe fat i tingene og spørge: Hvordan dufter de? Hvordan føles de? Hvordan lyder de?

Men hvad Nationalmuseet har formået at samle af fakta om de skandinaviske vovehalses Congo-historier, lykkes det ikke at skabe i følelser. Her er en lille video fra hovedstaden Kinshasa anno 2005 og et par båndede interviews med danskere med congolesiske rødder.Men her lugter ikke af Congo, her smager ikke af jungle og rædsel; her er ikke noget, der rigtig sætter sig fast efter besøget.

Det skulle da lige være anekdoten om den unge løjtnant Victor Freiesleben, der i 1908 blev hvervet af en gammel Congofarer med de advarende ord: »Og saa er der en Ting, De ikke maa glemme, kære Freiesleben, Kongo slipper aldrig den Mand, der har været der. Kongo kalder altid.«
Det råb går ikke helt tydeligt igennem, når man står på Nationalmuseet i København.
Congospor, Nationalmuseet 4. november 2006 – 18. marts 2007. Udstillingen er gratis og er blevet til i et samarbejde mellem de etnografiske museer i Norden.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.