Syge danskere risikerer, at operationer bliver aflyst, hvis sygeplejerskerne fortsætter konfliktkursen og nedlægger arbejdet.
Søndag brød forhandlingerne om en ny overenskomst for sygeplejerskerne sammen. Det er særligt spørgsmålet om lønstigning, der har skilt parterne.
- I dag tjener vores medlemmer 24-28 procent mindre end privatansatte med tilsvarende uddannelse. Det kan man ikke rekruttere og fastholde medarbejdere med, og den lave løn er en tikkende bombe under det offentlige sundhedsvæsen. Vi skal allerede ved denne overenskomst have en lønudvikling, der er højere end på det private arbejdsmarked, og derfor stiller vi krav om 15 procent, siger formand for Sundhedskartellet, Connie Kruckow, der forhandler på vegne af sygeplejerskerne.
Arbejdsgiverne står fast på, at overenskomsterne ikke må koste mere end 12,8 procent.
Også social- og sundhedsansatte er på vej i konflikt, da de heller ikke vil acceptere arbejdsgivernes tilbud. Derimod blev der natten til lørdag indgået en ny overenskomst for lærere, pædagoger og kontoransatte i kommunerne, og søndag fulgte de ansatte i regionerne.
Pædagogernes forbund, BUPL, er dog utilfredse med resultatet og har endnu ikke besluttet, om det vil trække strejkevarslet tilbage.
Hvis sygeplejerskerne nedlægger arbejdet, vil der stadig være et nødberedskab til at tage sig af livstruende tilfælde.