Af Simon Andersen, sian@avisen.dk
Vi ved stort set intet om hende, pigen – andet end at hun hed Debora – og at hun i 1943 oplevede det mest afskyelige, der kan overgå et barn: At se sin mor blive myrdet. Og så ved vi nu, at hun skrev dagbog.
»Forfærdeligt ... på gulvet ligger min mors kolde lig. Skudt gennem munden, hvorfra en tynd linje af blod flyder. Det samler sig i en lille pøl.«
Eller: »De havde det sjovt med et lille barn. En af forbryderne kastede babyen op i luften, mens en anden skød mod barnet. Virkeligt morsomt.«
Svøbt i polsk avis
Debora nedskrev sine oplevelser i en dagbog, der beskriver livet i Warszawas jødiske ghetto under Anden Verdenskrig. Hvor gammel Debora var, eller hvilken skæbne, der overgik hende, ved vi ikke, men hendes dagbogsnotater blev svøbt i en polsk avis, dateret lørdag den 11. februar 1945, og gemt bag en radiator i hendes lejlighed.
Her blev de fundet af Deboras veninde, der holdt notaterne for sig selv, indtil hun på sit dødsleje i 1998 overgav de nedskrevne ark til sine børn med besked om at sende dagbogen til det amerikanske holocaust-museum i Washington.
Dagbogssiderne, hvoraf flere var ødelagte af brande eller klistret sammen, har siden gennemgået en nænsom restaurering med den nyeste teknik. Resultatet af enestående: Store dele af dagbogen kan nu læses.
»Vi vil aldrig få mere at vide om Debora, hendes familie og deres skæbne,« siger Emily Jacobson, konservator på museet, til The Guardian.
»Hendes dagbog giver os et glimt af rædslerne, begået under Holocaust, men dagbogen vil bestå som et gribende vidnesbyrd om en forfærdelig tid.«
Nazister dræbte moren
Da hun modtog dagbogen for 10 år siden, var teksten på de fleste sider stort set ulæselig, og Jacobson prøvede et utal af metoder for at få skriften frem igen. Hun belyste papiret med ultraviolet lys og andet lys fra forskellige vinkler, uden held. Så skete miraklet: Hun sprøjtede siderne med de-ioniseret vand for at skille siderne – og pludselig blev Deboras ord synlige.
Deboras historie føjer flere rædsler til nazitidens forfølgelse af jøder. For hvad skete der med hendes mor? Hun forsøgte at forhindre tyske soldater i at voldtage en ung pige.
»Soldaterne var fulde og ville have sjov,« skriver Debora.
»Min mor vendte sig mod forbryderne. Lad hende være. Hvordan kan I have ren samvittighed, når I udnytter sådan en ung pige. Svaret var et skud, der ramte min mor.«
Engelsk oversættelse af dagbogen kan læses på holocaust-museets hjemmeside.