For et par uger siden samlede over 400 gæster sig til bryllup på 65-årige Jakob Zumas landsted. Formanden for Sydafrikas altdominerende parti, ANC, og formendtlig landets næste præsident kunne sammen med de mange gæster fejre sit bryllup med 33-årige Nompumelelo Ntuli. Hans fjerde kone – to af dem er han dog ikke længere gift med.
Men allerede inden brudesengen er blevet kold, er forberedelserne til bryllup med kone nummer fem og seks i gang for den særdeles aktive sydafrikanske politiker, der har mindst 18 børn.
Ifølge Zumas lillebror, Michael, har ANC-formanden betalt lobolo (en form for medgift, red.) til den 35-årige overklassekvinde Thobeka Mabhija og til Bongi Ngema, som Zuma har en tre-årig søn med i forvejen. Til avisen Cape Times siger Michael Zuma, at 2008 næppe slutter uden, at Jacob Zuma afholder to bryllupper til.
Førstedame?
Jacob Zumas mange koner har givet anledning til en del debat i Sydafrika. Ingen ved nemlig, hvem der bliver førstedame, når Zuma efter al sansynlighed efterfølger Thabo Mbeki som landets præsident til næste år.
Zumas første kone, som han har været gift med i over fyrre år, har efter sigende givet udtryk for at ville elske tjansen. Den kommende kone nummer fem har ifølge avisen The Times i en periode sagt til venner og bekendte, at hun vil få jobbet efter brylluppet er overstået. Men lige nu ved ingen, hvem der egentlig ligger bedst til at stå ved Zumas side ved officielle lejligheder.
Den sydafrikanske presse er fyldt med rygter om heftige skænderier mellem konerne, der ikke kan blive enige om, hvem der skal have førstdamejobbet, men det vil Michael Zuma ikke bekræfte.
»Der kan godt være en uenighed mellem kvinderne, som jeg ikke kender til, men det er ikke noget, der bliver diskuteret i familien,« siger han.
Man forventer, at Jacob Zuma først vil udpege sin førstedame, når han tiltræder som præsident.