Endnu et folketingsmedlem forlader Ny Alliance.
Denne gang er der tale om Malou Aamund, der med øjeblikkelig virkning tilslutter sig Venstre i stedet.
- Jeg har besluttet at melde mig ud af Ny Alliances folketingsgruppe og melde mig ud af partiet, fordi jeg tror ganske enkelt ikke længere på projektet. Jeg føler, jeg bliver nødt til at være loyal over for de mærkesager, som jeg er gået til valg på, og derfor søger jeg optagelse i Venstres folketingsgruppe. For det er der, jeg er overbevist om, at jeg bedst vil kunne kæmpe for de reformtanker, som jeg hele tiden har stået for, siger Malou Aamund til Ritzau ifølge Politiken.dk.
Dermed er regeringens og DFs flertal på 90 mandater genoprettet, efter Pia Christmas-Møller tidligere på måneden forlod De Konservative.
I sidste uge forlod en af Ny Alliances stiftere, Gitte Seeberg, partiet. Hun er nu løsgænger.
Der er nu tre medlemmer tilbage i Ny Alliances folketingsgruppe - Naser Khader, Anders Samuelsen og Jørgen Poulsen.
Finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) nåede at kommentere nyheden på det pressemøde, hvor han tirsdag middag fremlagde regeringens finanslovforslag.
- Det er jeg selvfølgelig bekendt med. Nu er det op til gruppen at afgøre, om hun er velkommen. Men det vil undre mig meget, hvis hun ikke er. Jeg hilser hende velkommen, men i forhold til finanslovsforslaget betyder det ingenting, sagde Lars Løkke Rasmussen ifølge Jp.dk.