Der er noget galt. Det lugter af baghold.
Det er en smuk og stille morgen, men Flemming Elmose har på fornemmelsen, at en fælde er ved at klappe om ham. Tre et halvt år som lejesoldat for det britiske sikkerhedsfirma Aegis har udviklet Flemmings sanser til et fintfølende alarmsystem.
Flemming og hans mænd ruller gennem de støvede gader i en forstad til Basra i det sydlige Irak i tre let pansrede Toyota Landcruisere. Han skal beskytte et par amerikanske ingeniører, som er på vej ud for at reparere et vandværk.
Pludselig flænger lyden fra en Kalashnikov stilheden. Ratatatata. Flere skud. Kuglerne hvisler hen over taget på bilen. Flemmings bildør bliver gennemhullet, og hans chauffør flår gearstangen tilbage, trykker speederen i bund og blæser i høj fart væk fra kugleregnen.
Om kap med døden
De standser først, da Flemming føler sig sikker på, at han ikke bliver forfulgt.
Skudepisoden er blot en af utallige, hvor Flemming Elmose har kørt om kap med døden. Som lejesoldat i Irak er krigen og døden blevet en del af hans hverdag.
Nyhedsavisen møder Flemming Elmose en lun formiddag i Basra. Den bredskuldrede mand i kakitøj langer en jernnæve frem. Omkring hans solbrune hals dingler et dog tag – et lille metalskilt, som mange soldater bærer.
»Du dør ikke to gange,« står der på skiltet.
Han dumper ned i en sofa, smiler venligt og begynder så for første gang at fortælle sin historie til et medie.
»Der er egentlig ikke noget hemmeligt over mit arbejde her i Irak. Jeg har bare ikke haft noget behov snakke for at om det tidligere. Men efter hele skandalen omkring Blackwater er der kommet så mange rygter om lejesoldater i Irak, at det er på sin plads at få luget lidt ud i myterne,« forklarer han.
Slagtede civile
Det lille amerikanske sikkerhedsfirma Blackwater voksede sig gigantisk, efter USA besluttede at bruge milliarder af dollar på lejesoldater og private sikkerhedsfirmaer, som løser opgaver for den amerikanske hær i Irak.
Men i september 2007 havnede Blackwater på avisernes forsider over hele verden, da en gruppe Blackwater-ansatte skød vildt omkring sig på gaden i Bagdad og slagtede 17 civile irakere og sårede 27. Uden at nogen af de ansatte blev retsforfulgt.
Siden har de godt 100.000 udenlandske lejesoldater i Irak været i kritisk fokus, fordi de opererer i en juridisk gråzone. Og i Irak florerer rygterne om de tidligere elitesoldater, der nu tjener formuer som lejesoldater og bodyguards, der altid skyder først og spørger bagefter.
Ifølge Flemming Elmose er der noget om snakken.
»Der er desværre hold i nogle af rygterne om lejesoldaterne hernede. Jeg har set mange firmaer, hvor folk skyder uhæmmet meget, fordi de ikke kender farerne i det lokalområde, hvor de kører. Det går desværre ofte ud over civilbefolkningen. Og så smitter det af på resten af branchen,« siger han.
Selv har Flemming Elmose aldrig dræbt nogen. Hans opgave er at beskytte klienternes liv, og hans firma, Aegis, har en politik om, at lejesoldaterne skal flygte, så snart de bliver beskudt.
»De fleste dage er det et ganske stille og roligt job. Og når de åbner ild mod os, stikker vi halen mellem benene. Den luksus har de danske og amerikanske soldater ikke. De skal blive og slås. Derfor har vi langt færre tab end militæret, selvom vi kører steder i Basra, hvor de engelske soldater ikke vil køre længere. Men jeg må indrømme, at en gang imellem har soldaten i mig lyst til at blive og kæmpe i stedet for at flygte over hals og hoved,« erkender han.
Omflakkende liv
Flemming Elmoses vej til Basras brune ørkensand er ligesom mange andre lejesoldaters gået gennem hæren.
Da han i 1992 begyndte at rejse som professionel soldat, var Flemming familiefar med kone og to børn. Han rejste fra krigszone til krigszone som major i det danske forsvar og fredsbevarende soldat for internationale styrker.
»Jeg blev bidt af det frie og omflakkende liv som udsendt soldat. Men det er svært at kombinere med en familie.«
Derfor lod Flemming Elmose militæret og soldaterlivet hvile, mens han de næste fem år læste til cand.merc. på Handelshøjskolen. Men udsigten til en tilværelse som økonom virkede ikke tillokkende, og samtidig begyndte ægteskabet at skrante.
»Min kone var ikke vild med militæret. Så da vi blev skilt, begyndte jeg at rejse igen. Du får valget mellem familien og jobbet. De fleste fornuftige mennesker vælger familien. Men jeg kunne simpelthen ikke se mig selv som økonom bag et skrivebord. Jeg er et rastløst menneske. Så jeg valgte livet som soldat.«
Fra konflikt til konflikt
Siden strejfede Flemming fra det borgerkrigshærgede Sierra Leone i Afrika til grænselandet mellem Afghanistan og Tadsjikistan. Og fra konflikter i Georgien til Balkans brændpunkter i Kroatien, Makedonien, Serbien og Bosnien.
I 2003 blev han sendt til Irak for den danske hær, hvor han i otte måneder var udstationeret som dansk officer i det engelske hovedkvarter i Basra.
Da de otte måneder var forbi, rejste Flemming til Bagdad, hvor han mødte et par engelske lejesoldater, som tilbød ham et job hos det engelske sikkerhedsfirma Aegis.
Her tjener en almindelig maskingeværskytte omkring 150.000 dollars eller 750.000 kroner om året.
»Jeg slog til med det samme. Jeg tænkte ikke dybere over det, men var nok lidt fascineret af tanken om adrenalinen og pengene.«
Efter en periode som leder af en lille gruppe soldater rykkede Flemming gradvist op i geledderne, og hans årsløn steg til den gode side af millionen. Han planlægger alle firmaets operationer og har nu ansvaret for firmaets 120 lejesoldater i Basra. De fleste dage i chefjobbet foregår bag et skrivebord, hvor Flemming planlægger soldaternes opgaver.
Men han kører stadig patruljer med sine mænd hver eneste uge for at holde sig opdateret med sikkerhedssituationen i Basra.
Flemmings soldater er en broget gruppe af tidligere soldater fra en lang række lande. De har dog alle ét tilfælles:
»De forstår at holde hovedet koldt, når kuglerne flyver om ørene. Hvis vi bliver tvunget op i en krog, så bliver vi nødt til at skyde for at dræbe. Men det er ikke sket endnu, fordi vi altid sørger for at have flere flugtveje, ligesom en ræv har flere udgange fra sin hule.«
Ørkenen som fængsel
Flemming er afklaret med, at hans job som lejesoldat kan koste ham livet. Det samme kræver han af sine mænd.
»Døden er en risiko, du skal være helt afklaret med, ellers har du ikke noget at gøre hernede. Jeg har kun garvede gutter med mindst 10 års erfaring som professionelle soldater bag sig. Så snart du bliver bange, tænker du irrationelt. Men det er klart, at jo længere du er hernede, jo større er risikoen for at dø.«
Livet som lejesoldat har haft konsekvenser. Flemming Elmoses ægteskab er smuldret, han er blevet rastløs og arbejder næsten alle sine vågne timer. Ellers kommer de negative tanker snigende.
»Jeg arbejder konstant eller sover. Hvis jeg sætter mig ned og ikke laver noget, så kommer alt, hvad jeg har oplevet, væltende. Det er først dér dine tanker bliver mærkelige. Selvfølgelig bliver jeg træt af det hele indimellem. Ørkenen føles nogle gange som et fængsel. Men så er det bare at knokle på med arbejdet. Den dag jeg bliver bange for at arbejde hernede, stopper jeg med det samme,« siger Flemming Elmose.
»For hvis du bliver bange, så bliver du også uskarp. Og så ender du med at dø.«