“SEND DE DOVNE FATTIGE UD AT FEJE GADER”

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Sådan lyder det nemt, når fordommene om de fattige taler. Politikere eller borgere siger det, og føler sikkert en retfærdig harme, når de fører den slags tale. Fordi de fattige på kontanthjælp og andre ydelser lever af de fælles skattekroner, så føler skatteyderne sig berettiget til at bestemme over os. De opdager det måske ikke, men det siger faktisk, at de har købt og betalt for os – og så må de også bestemme over os.

Det første problem er, at det er akkurat ligesom med racisme, homofobi og andre fordomsfulde holdninger, en undskyldning for undertrykkelse. Alle fattige dømmes og udskammes som dovne, nassere og uansvarlige. Den undertrykkelse bygges på en ideologi om at dem som er rige helt ved egen kraft har gjort sig rige og fortjener derfor deres rigdom, og at de fattiges armod ligesådan er helt selvforskyldt.

Ligesom hvide mennesker engang tænkte, de var bedre end mennesker med andre hudfarver, og derfor havde ret til at tale ned om de andre og undertrykke dem, sker det samme mellem rige og fattige stadig i dag. Der sker også det, at fattige selv hopper på den historie, om at vi på en eller anden måde er dårligere mennesker – at vi skal skamme os – og derfor fortjener at blive behandlet uden respekt og anstændighed – ja, endda at miste vores frihed.

Det andet problem er, at den undertrykkelse ikke kun sker ved udskamning og mobning, men helt konkret hver eneste dag i landets jobcentre og hos private aktører. Under trussel om at miste ydelser, som den fattige er afhængige af, tvinges vi til at gøre ting, som ikke giver mening, gøre ting, som er imod vores samvittighed – og endda gøre ting som ødelægger vores helbred og liv.

Velfærdsstaten er blevet til et undertrykkelsessystem af de fattigste i samfundet. Mange fagforeninger, interesseorganisationer og politiske partier forstår det ikke. Det er akkurat ligesom med slaveriet. De privilegerede ser ikke deres egen andel i undertrykkelsen. De er blinde for den undertrykkelse, som foregår. Det er vores opgave, at gøre det synligt for dem. Derfor skal vi først frigøre os fra slavens skam, så vi får styrke til at kæmpe – derfor sloganet #NulKronerNulSkam

Vi fattige og andre anstændige borgere med åbne øjne og hjerter må stå fast på, at frihed og værdighed også gælder for de fattige. Vi er ikke slaver, men frie mennesker. Jeg opfordrer alle fattige til d.15. april at fortælle på Facebook, at de ikke skammer sig over deres fattigdom under sloganet #NulKronerNulSkam. Følg med på facebook-siden NulSkam. Lad os vise dem, vi står sammen og ikke skammer os.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.