Hæv pensionsopsparingen. Lær konen lidt bedre at kende. Og for guds skyld, lad børnene tage fri fra skole en gang imellem.
Verden, som vi kender den, går nemlig under 21. december i 2012. Det mente i hvert fald Maya-indianerne, som regerede Mellemamerika for 1.000 år siden.
Meget af deres kultur, religion og viden er gået tabt, siden spanske conquistadoras for 500 år siden rullede hen over Mellemamerika. Men deres præcise og uforlignelige kalender er blevet bevaret. Og den sidste epoke i den kalender slutter præcis 21. december 2012. Der slutter det hele, mente Maya-indianerne.
Populær dommedag
Maya-indianerne var ikke alene om at mene, at der var noget skummelt ved 2012.
Allerede Nostradamus forudså store katastrofer omkring 2012. Og i dag har Maya-indianernes udgave af dommedag fået den største medvind i 500 år: En af 2007 s største hits i biografen, I Am Legend , tog en dommedag i 2012 under behandling.
Sidste år kom også bogen Apocalypse 2012 af Lawrence Joseph. En prisvindende amerikansk professor i litteratur, som gennemgår en stribe sandsynlige scenarier for verdens undergang inden for knap fem år. Og det er bare den seneste af en stribe bøger, som alle tager udgangspunkt i 2012 som det helt store punktum.
Magnetfelter bytter plads
Er der grund til at tage Maya-indianernes profetier seriøst? Vidste den i dag forsvundne civilisation noget, som er gået tabt?
En ting er sikkert: Maya-indianerne var blandt datidens bedste astronomer. Nogle mener, at de observerede galakser, som man kun burde kunne se med et teleskop. Og deres kalender og matematik var blandt datidens bedste.
Og hvad finder mon sted i 2012, som bestemt lyder apokalyptisk? Ifølge den amerikanske rumforskningsorganisation NASA vil der ske det ufattelige, at solens magnetpoler vil bytte plads.
Når man står over for jordens undergang, må man nedkalde de største autoriteter for at få styr på fakta. Vil solens poler virkelig bytte plads i 2012?
»Ja, det vil de. Solens magnetfelt vil briste,« bekræfter Anja Andersen, astrofysiker ved Københavns Universitet.
»Men det er nu noget, som finder sted hvert 11. år, så det er ikke noget, jeg er bekymret for.«
Vil det sige, at du kan afvise, at jorden går under i 2012?
»Sidste gang solens poler byttede plads, var i 2001. Dengang fik vi Anders Fogh Rasmussen (V) til magten. Det kaldte nogle for jordens undergang dengang. Personligt er jeg ikke nervøs, men helt udelukke noget kan man aldrig.«