Scan dig selv før dit foster

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Bogstaverne stod sort på hvidt og kiggede afventende op på mig:

»Der er bestilt tid til scanning for Down’s syndrom fredag klokken 14.30.«

Mailen var ikke til at være i tvivl om. Ankommet i god tid, så min gravide kæreste og jeg kunne tænke lidt over, hvad vi nu ville gøre, men med så præcist et klokkeslæt, at vi ikke rigtig følte, at vi kunne blive væk. Så vi holdt vejret og tog af sted.

Det mindede mest af alt om en tur i Experimentarium. Jeg greb næsten ud efter en cola undervejs, så showagtigt var det med to store skærme og masser lys.

Og indrømmet. Jeg slugte tanken om det lille barn, der voksede inde i maven på min kæreste, og jeg trommede med fingrene i takt med billedet af det hårdtpumpende lille hjerte.

Men jeg var der jo ikke for at nyde det. Jeg var der for at kunne tage stilling til, om vi ville have fjernet barnet, hvis der var tegn på mongolisme.

Det havde vi forinden brugt to uger på at tale om uden at være nået frem til noget. Men i venteværelset slog det mig, at jeg jo ved bare at møde op havde taget en beslutning om, at vi ville vælge en abort, hvis der var øget risiko for mongolisme. For hvad skulle jeg ellers bruge svaret til?

Ude foran hospitalet fik jeg helt lyst til selv at blive scannet. For hvor fanden var min rygrad? Hvorfor mødte vi op? Vi havde jo ikke tænkt færdig.

Alligevel spurgte alle vores venner konsekvent, hvornår vi skulle scannes.

Men hvorfor spørger de ikke, om vi skulle?

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.