Sådan udnytter du en skyldner!

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Ja, okay så. Jeg tilstår, at jeg er skyldig i at være skyldner - som så mange andre, der har været udsat for finanskrise, firmakonkurs og massefyring med dertilhørende inkasso, tvangsauktion og fogedret on top. 

Nu var en af de seneste ugers topnyhed godt nok, at færre går konkurs i vores kriseramte nation, men den historie forsøger nogen at plante snart sagt hver måned. 

Sagen er, at stadig flere går på tvang. Rundt regnet 500 familier om måneden. Jeg og min familie er blandt dem. Og sådan nogle som os, bliver konstant ædt med hud og hår af alskens selvretfærdige rekvirenter og deres skamløse slæng af smålige skranke-kumpaner. 

Ja, undskyld, hvis jeg lyder bitter. Det behøver jeg faktisk ikke, for jeg har omtrent fundet ro i en alternativ løsning, som jeg skal vende tilbage til. Men tag nu et eksempel fra her forleden, hvor det hele på en måde (igen) blev for meget for mig.

Jeg havde kort fortalt brug for at bevise, at jeg er insolvent. Det vil sige, at jeg engang fik rettens ord for, at jeg er ude af stand til at betale af på min gæld.

Derfor ringer jeg til Københavns Byret,nærmere bestemt fogedretten, og forespørger på et bevis for, at jeg er fallit.

En dame siger: ”Du skal indsætte 175 kroner på vores konto, så sender vi en kopi af din dom med posten.”

Jo, siger jeg. Men jeg bor lige om hjørnet og kan sagtens lige komme ned og hente den.

”Det er muligt, men en domsudskrift sender vi med posten. Og det koster 175 kroner.”

Men, siger jeg. Er det ikke lidt skørt, at jeg skal betale 175 kroner for at kunne bevise, at jeg absolut INGEN penge har? 

Jeg har jo i sagens natur ikke råd til at betale, idet jeg skylder alle mine penge væk. Kan man i øvrigt få rettens ord for at man ikke har råd til at betale for en erklæring om, at man ikke har råd til at betale sin gæld? Eller kan jeg bare skylde jer de 175?

Nej, de har ikke humor i fogedretten. Og jeg måtte overføre 175 kroner via netbank. 

Til gengæld modtog jeg få dage efter et halvdårligt print af min egen sag ved navn F1-2342/2010,hvor det står at læse, at kontorfuldmægtig A. Halvorsen kan bekræfte, at jeg erklærer, at jeg intet har at kunne påvise til genstand for udlæg. 

Halvorsen var helt alvorlig den dag. Jeg er en skyldner. En af dem, der ligger ned. Bare spark os.

Også selv om, man ikke som sådan er skyldig. Det har jeg masser af eksempler på. At når systemet arbejder, så arbejder systemet. På at tilintetgøre netop dig. Via banker, advokater, inkassofirmaer og retsinstanser i alle størrelser. 

Vi taler skrankepaver, kontornussere og bidske bureaukrater, jeg personligt troede for længst var uddøde i disse tider, hvor man i det private erhvervsliv bryster sig med etiske profiler og i statsapparatet forsøger at slippe af med bøvl og besværligheder. 

Men nej. Deres største hensyn er tydeligvis netop ikke at tage hensyn til sådan én som mig. For den slags interesserer sig ikke for skyld eller ikke-skyld.

Det er da klart, for det var jo sådan set mere bankernes skyld end min skyld, at finanskrisen kom, så min virksomhed måtte erklære sig konkurs, og jeg blev fyret sammen med 800 andre. 

Det var sådan også mere advokaternes skyld end min skyld, at mit hus blev værdiløst, da en metalvirksomhed viste sig at have forurenet en hel landsby med chlorerende opløsningsmidler. 

For det er fra statens side juridisk besluttet, at der citat:
”ingen generelle muligheder er for erstatning, hvis du har købt en forurenet grund uden at vide det, men du kan lægge sag an mod sælger”.

Altså, den sælger som af gode grunde heller ikke vidste, hvad der gemte sig i undergrunden? 

Ja, fed idé dér. Og god moral! 

Lad os da bruge årevis på at forsøge at ruinere hinanden og den lille mand i stedet for store Stelton, der i sin tid fik affedtet deres kendte stålaskebægre ved byens lille gadekær, men nu vipper rundt og gemmer sig, når de har skoddet i andres haver.

Tak, Stelton. Tak, stat. Nu har Miljøministeriet så en såkaldt værditabsordning, hvor man kan søge om tilskud til sit foureningsproblem. 

Den gælder dog kun, når forureningen kan være til fare for folk. Min forurening er for ubetydelig til at være rigtig farlig. For lille til at opnå erstatning simpelthen, men dog stor nok til at være altdominerende i salgsopstillingen. 

Her bruger Region København hele 16 sider til at forklare, at min F1-forurening (F1 lig med ’lettere forurening’) er under de grænseværdier, som sidevis af komplet uforståelige gift-tabeller, på skræmmende vis, gør rede for. 

Alt er således okay i hus og have, men dog kan det indebære en risiko at dyrke grøntsager og grave dybere end en meter, hvis man befinder sig lige præcis under skraldespanden nede ved indkørslen. Måske. 

Tak, Region København, fordi I, på en så dramatisk og overforklarende facon, skræmmer enhver småkritisk køber væk, samtidig med at I nægter at lægge en rød fjordreje i erstatning. 

Hvad med at udsende pjecen ’Lad være med at flytte til København og omegn - luft og jord kan generelt være forurenet’? Husk at illustrere den med et dødningehoved - lige som i min salgsopstilling.

Så er det, man så småt giver op. Hvorfor betale afdrag på en ejerbolig, der intet er værd? 

Man tænker oftere og oftere: Kan man ikke bare skride fra det hele, når man nu alligevel er stavnsbundet? 

Tja, over en million amerikanere har gjort det. De kalder det både walkaway og strategic default og jingle mail. Se her http://www.youwalkaway.com. 

Jingle-mail kommer af den lyd, det giver, når nøglebundtet glider ind af brevsprækken og rammer gulvet hos kreditforeningen.

Jeg gik i stedet op til Nordea Kredit, på selve hovedkontoret i København, for at bede om henstand. Det var rådet fra min bank (Nordea, naturligvis). 

I en time sad jeg helt alene ved et otte meter langt mahognibord i en gigantisk mødesal, mens jeg med hatten i hånden og en selvtillid langt under kælderhøjde, forsøgte at skrive et brev, hvor jeg bad om forståelse for min situation.
Det blev tre sider langt. Håndskrevet. 

Kunne jeg please få lov at slippe for et afdrag de næste tre måneder? 

Jeg nåede dårligt nok hjem, før svaret var klart. Nej, Nordea Kredit var ikke i stand til at yde henstand. Med dette PS:
’Gebyr for henstandsbehandling 100,00 kroner opkræves sammen med næste terminsydelse’. 

Altså, 100 kroner i bøde, fordi jeg tillod mig at møde op og spørge til en forsonligløsning? Så er det man for alvor får nok.

Jeg skred fra lån og afdrag, og har ikke betalt en krone til Nordea siden. 

Man kan, på godt dansk kalde det en ’bevidst konkurs’.

Altså, at man beslutter, at man hellere vil bruge pengene på sig selv og familien, end smide dem ud af vinduet for at blive opløst af diverse chlordampe fra Stelton og/eller forårsage en ny økonomisk overophedning i hænderne på Nordea.

Nu er huset så røget på tvang, og RKI og Debitor Registret truer og gør ved, lige så vel som Nordea puster sig op og pudser advokater på én. 

Men de har trods alt et par bankpakker i ryggen og dårlig ret til at tale moral, ligesom de advokater, de sender, generelt slet ikke interesserer sig for moral, men kun fokuserer på jura og ord som inkassosalær og udlægsrekvisition. I titusindvis. 

Og hvad ender det hele med? At man ryger i fogedretten, som vurderer at ens gæld til bank og advokater efterhånden er så stor, at man ikke umiddelbart har mulighed for at betale den tilbage.

Man er nærmest en fri mand, for nu er det jo ligesom slut med at låne - og tak for det! For så slipper man for alle de bindegale gebyrer. 

Bortset fra de 175 kroner til fogedrettens kopimaskine, forstås.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.