Ældre mennesker i Danmark risikerer at miste valget mellem, om hjemmehjælperen skal komme fra kommunen eller et privat firma.
Kommunerne, der betaler for de private tilbud, presser nemlig prisen så meget i bund, at de private hjemmehjælpsfirmaer trækker sig fra markedet.
Det mener blandt andre afdelingschef Henrik Friis i HTS, der er arbejdsgiverorganisation på området.
»Private hjemmehjælpere kører fra Herodes til Pilatus for at sætte en støttestrømpe på ét sted og lægge en i seng et andet. Ofte bor de ældre, som firmaet servicerer, ikke nær hinanden som i kommunalt regi,« siger han.
Og det giver spildtid på vejene og koster penge.
Undersøgelser viser ellers, at de ældre generelt er mere tilfredse med privat hjemmehjælp end kommunal.
Dårlig model
Socialdemokraternes tidligere partisekretær Jens Christiansen, der har været direktør i ISS, som også har haft fritvalgsordninger, er enig.
»Prisen sættes lavt, men det er ikke kommunerne, der er noget galt med. Det er fritvalgsmodellen, som ikke fungerer i praksis,« siger Jens Christiansen, der mener, at det offentlige og private skal være bedre til at samarbejde.
I Sverige, hvor privat hjemmepleje er en succes, udbydes der hele distrikter ad gangen til de private firmaer.
En anden grund til, at kommunerne presser prisen er, at de udelukkende ser på, hvad den private hjemmehjælper koster i løn. Men de glemmer at tage udgifter med som varme og vedligeholdelse af lokaler. Det fortæller professor Carsten Greve fra International Center for Business and Politics, Handelshøjskolen i København. Han tror ikke, at kommunerne bevidst presser prisen.
»Det kan være komplekst at finde en fælles måde at udregne prisen for hjemmehjælpstjeneste i 98 kommuner. Over tid tror jeg, at man vil finde et mere fornuftigt prisleje,« siger han.
Lige vilkår
Men måske er det for sent. Selskabet Forenede Service, der står for 40 procent af det private marked, har netop trukket sig, fordi de mistede penge.
Formand for Kommunerns Landsforening Erik Fabrin håber, at det private marked vil forsætte.
»Jeg er ikke tilhænger af, hvis nogle kommuner presser prisen i bund for at undgå konkurrence. Vi skal skabe lige vilkår og gennemsigtighed. Derfor skal vi gennemgå det her sammen med regeringen,« siger han.