Ruslands skræmmende krig

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Rusland og Georgien kæmper med kampvogne og jagerfly om et lille område på størrelse med Fyn. Men krigen handler om meget mere end bare land.

For få dage siden havde de færreste hørt om Sydossetien. Et lille område i Georgien på størrelse med Fyn. Men så udbrød der kampe mellem Georgiens hær og lokale sydossetiske oprørere, der ønsker uafhængighed. Krisen ville sikkert være blevet overset af alverdens medier, hvis det ikke var for Georgiens frygtede storebror: Rusland.

Russerne støtter åbent oprørerne, og den russiske hær rykkede øjeblikkeligt ind og beskyttede sine sydossetiske venner.

Kampen om det lille Sydossetien kan synes som en detalje i en verden med folkedrab i Darfur, borgerkrigstilstand i Irak og krig i Afghanistan. Men den lille krig er tegn på, hvor langt Rusland i dag vil gå for at beskytte sine interesser i verden – og Time Magazine har direkte kaldt konflikten for den måske største trussel mod magtbalancen i mellem Rusland og Vesten siden Sovjetunionens sammenbrud.

Georgiens præsident, Mikheil Saakashvili, har udtalt sig mere klart:

”Hvis Verden ikke stopper Rusland i dag, så vil russiske kampvogne kunne nå enhver anden europæisk hovedstad.”

Rusland vs. Vesten

Hans udsagn er overdrevet, da russerne ikke ønsker at invadere Europa.  Men han har ret i, at invasionen af Georgien viser, at nationalismen og stoltheden i Rusland i dag er så stor, at russerne ikke lader sig stoppe af vestlige reprimander eller trusler.

Georgien er nemlig en af Vestens tætteste allierede i regionen. Landet støtter krigene i Irak og Afghanistan, og georgierne håber på at blive medlem af både NATO og EU på et tidspunkt. Måske troede præsident Saakashvili, at hans gode forhold til Vesten ville forhindre russerne i at hjælpe sine venner i Sydossetien.

Ruslands hårdhændede reaktion viser noget andet. Den viser, at Ruslands stadig mere nationalistiske tale ikke kun er ord. Russerne er klar til at bruge kampvogne og jagerfly for at beskytte sine interesser. Ligegyldigt hvad Vesten siger. 

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.