Danseren Vickie Jo og håndboldspilleren Joachim Boldsen kom tæt på hinanden under de mange timers træning til Vild Med Dans .
Men hurtigt begyndte rygterne om affære mellem de to skærmtrolde at rulle - og det så stærkt, at Vickie Jo måtte droppe sit venskab med Joachim Boldsen. Det fortæller hun i et interview med HER&NU.
- Det blev jeg nødt til. Hvis vi viste os sammen, ville det jo give næring til rygterne, men jeg er ked af det, for Joachim og jeg var kommet tæt på hinanden og havde rigtig god kemi sammen, fortæller Vickie Jo, der havde mest lyst til at gemme sig langt væk.
- Jeg må sige, jeg har oplevet bagsiden af medaljen ved at være kendt, og det var ikke spor morsomt. Jeg havde det vildt dårligt og var ked af det og frustreret. Jeg indså, jeg var oppe mod kræfter, jeg ikke kunne stille noget op imod. Der var jo ingen, der spurgte mig, og jeg havde allermest lyst til at sygemelde mig og lukke mig inde, så jeg kunne slippe for at se mennesker. Jeg var flov, for sæt nu, mine elever troede rygterne var sande, fortæller Vickie Jo.
Joachim Boldsen er gift med Nancy, som han har en datter med. Vickie Jo blev under Vild Med Dans single, men hun forklarer i interviewet, at det intet havde med Joachim Boldsen at gøre.
- Nej, men Vild Med Dans bærer nok en del af skylden for, at min daværende kæreste og jeg gik fra hinanden, for det kan være svært for en partner - og såmænd også for venner - at acceptere, at man i en periode må bruge al sin tid og alle sin kræfter på sådan en opgave. Det gik ikke for os, og jeg flyttede uden at sige det til ret mange for ikke at skabe mere røre end nødvendigt, forklarer Vickie Jo.