Politik i forsikringsbranchen

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Politik har mange ansigter, og foregår ikke kun på Christiansborg eller det kommunale byråd.

Også mange virksomheder og organisationer har en politik, en dagsorden – ofte skjult for omverdenen – for at opnå præcis det de ønsker.

Samarbejdet foregår på tværs af disse virksomheder og organisationer, som udadtil har helt forskellige formål, men alligevel hver i sær, kan opnå en gevinst ved at forfølge det samme mål.

Forskningsklinikken for Funktionelle lidelser (FFL) er en psykiatrisk forskningsenhed under Århus Universitetshospital, og modtager naturligvis offentlige støttemidler – men også midler fra TrygFonden.

FFL arbejder målrettet på at indlemme en lang række af sygdomme og skader under en fælles psykiatrisk diagnose, Bodily Distress Syndrome (BDS). Denne diagnose er dog opfundet af klinkken selv, og eksistere således ikke internationalt, og findes ikke under WHO (World Health Organization)

Som eksempler på sygdomme, som FFL gerne ser indlemmet i den psykiatriske diagnose, kan bl.a. nævnes:

  • Morbus Dercum, (WHO diagnosekode: DE882A)
  • Migræne, (WHO diagnosekode: DG43 m.fl.)
  • Colitis, ((WHO diagnosekode: DA062 m.fl.)
  • Crohn, (WHO diagnosekode: DK50 m.fl.)
  • Fibromyalgi, (WHO diagnosekode: DM797)
  • Whiplash – WAD (Whiplash Associated Disorders) (WHO diagnosekode: DS134C)
  • ME - myalgisk encephalomyelitis, (WHO diagnosekode: DG933A m.fl. )
  • Kronisk træthedssyndrom (WHO diagnosekode: DG933)
  • Neurasteni, (WHO diagnosekode: DF480)

Alle disse fysiske tilstande HAR en diagnosekoder under WHO.

Derudover giver FFL eksempler på en lang række symptomer, som de angiver som tegn på en funktionel lidelse:

Irritabel tyktarm, funktionel dyspepsi, bækkenløsning, præmenstruelt syndrom, kroniske bækkensmerter, fibromyalgi, kroniske lændesmerter, atypiske eller ikke kardiogene brystsmerter, hyperventilationssyndrom, kronisk træthedssyndrom, spændingshovedpine, pseudoepileptisk anfald, kæbeledsdysfunktion, atypiske ansigtssmerter, globusfornemmelser, duft- og kemioverfølsomhed, El-overfølsomhed, whiplash- relateret tilstand, kronisk godartet smertesyndrom, somatoforme sygdomme, neurasteni, konversionshysteri.

Og det er så kun eksempler!

FFL kan således ikke engang afgrænse deres diagnose, men holder muligheden åben, for at indlemme endnu flere fysiske sygdomme under psykiatrien. Man kunne få den mistanke, at det alene handler om, at skaffe flere patienter til eget speciale.

Fysiske sygdomme bliver psykiske

På denne snedige måde, kan stort set alle fysiske sygdomme lægges ind under en funktionel lidelse, og der er særdeles stor grund til bekymring.

Bliver vi som patienter undersøgt ordenligt, før vi får stemplet ”funktionel lidelse”?

Bliver WHO anerkendte diagnoser skrottet, til fordel for denne danske skraldespandsdiagnose?

Der er desværre allerede utallige eksempler på, at fysiske sygdommer bliver overset, og efterladt ubehandlet. Patienten får i stedet påstemplet ”funktionel lidelse”, og må nøjes med kognitiv terapi og antidepressiv medicin.

Psykiatriske lidelser og forsikring

TrygFonden har udgivet en Pjece der var målrettet til brug for den seneste reform på førtidspensionsområdet. I Pjecen skriver TrygFonden bl.a. ”I de senere år har diagnosen Bodily Distress Syndrome (BDS) fundet stadig hyppigere anvendelse” – vel vidende, at denne diagnose er opfundet af FFL, og ikke er anerkendt som officiel diagnose.

I pjecen beskrives nøjagtigt de samme diagnoser, som FFL angiver. Pjecens formål er pakket ind i omsorgsfulde ord som ”Alt for mange patienter med funktionel sygdom modtager ikke relevant og kvalificeret udredning og behandling og får derfor ofte meget dårlige forløb, bl.a. med førtidspensionering til følge.”

Omsorgsfuldheden skal dog nok tages med et gran salt, for hvad er det egentlig TrygFonden vil?

TrygFonden angiver, at visse diagnoser er ”modefænomener der blomstrer op i en periode for herefter at aftage og blive erstattet af nye diagnoser”. TrygFonden mener også, at visse diagnoser ”optræder i forbindelse med indførelse af ny teknologi eller i ændringer i anvendelse af teknologi”.

De henviser i den forbindelse, at der i 1980’erne blev anvendt en diagnose ”repetitive strain syndrome” hos personer der arbejdede med pc, men at denne diagnose siden er forsvundet igen.

De fleste er formentlig bekendt med begreberne ”muse-arm” og ”muse-skulder”. Og de fleste der arbejder med en pc ved også godt hvor vigtigt det er, at undgå timevis af intensiv brug af musen, netop for at undgå ”repetitive strain syndrome”. Og der er opfundet utallige forskellige former for mus og andre redskaber man kan benytte, hvis en almindelig mus giver gener. Og så skal vi lige huske de mange arbejdspladser der har indført hel eller delvis gratis fysioterapi, hvis muse-arbejdet giver gener.

Vi kan jo også i den forbindelse tænke på kassedamens hverdag, hvor arbejdsforholdende de senere år er væsentligt forbedret, netop for at undgå ”repetitive strain syndrome”.

Så helt mode er det nok ikke, men mere et spørgsmål om, at vi bliver bevidste om at tilrettelægge vores arbejde mere hensigtsmæssigt, for at undgå unødig overbelastning af kroppen.

TrygFonden omtaler fibromyalgi som en modediagnose. Det begrunder de med, at der i 1995 var der cirka 700 ansøgninger om førtidspension for denne diagnose, mens antallet i 2000 var knapt det halve. Det TrygFonden glemmer at nævne, er, at man i 1996 indførte puljejob og i 1997 fleksjob – netop til personer der ikke længere kunne arbejde i et ordinært job. Det burde være relativt enkelt at regne årsagen til faldet (i ansøgning om førtidspension begrundet med diagnosen fibromyalgi) ud.

Det er lidt interessant, at de ikke nævner whiplash som en modediagnose. Der skete jo ellers en kraftig stigning i det fænomen fra 1976 – det år brug af sikkerhedssele blev lovpligtigt i Danmark – og flere år frem. Inden lovpligtigt brug af sikkerhedssele, blev de implicerede i trafikulykker langt hårdere ramt. Dengang i 1970’erne og mange år frem, var nakkestøtter ikke standard i alle biler – og i dag kører der kampagner for at sikre at vi indstiller dem korrekt. Det triste er så, at de kun er (nogenlunde) effektive hvis påkørslen sker direkte bagpå. Hvis man bliver ramt skråt eller i siden, er nakkestøtten nyttesløs.

Til gengæld argumenter TrygFonden for, at diagnosen er geografisk betinget, idet Frede Olsen har givet en personlig meddelelse om, at ”f.eks. i Litauen forekommer diagnosen ikke, selvom der også i disse lande er masser af trafikulykker, der ofte udløser tilstanden”. Frede Olsen er angiveligt professor og forskningsleder inden for FFL – så det er jo interessant at han blot ved en personlig meddelelse kan give oplysning om hvorvidt en diagnose anvendes eller ej, uden at han samtidig har faglig stolthed nok til også at angive yderligere dokumentation for påstanden. Eftersom whiplash jo, som ovenfor anført, har en WHO diagnosekode, så vil jeg gætte på, at også Litauen kender til såvel diagnosen som tilstanden.

Afslag på erstatning

TrygFonden har i deres pjece mange forskellige argumenter for, hvorfor forskellige diagnoser skal samles i den psykiatriske fællesdiagnose BDS – men fælles for dem alle er, at de er dårligt underbygget, de fordrejer kendsgerninger, og alle som en, har de til formål at spare forsikringsbranchen for penge.

TrygFonden er ejet af TryghedsGruppen smba, som også ejer Tryg Forsikring. Der er ingen som helst tvivl om, at Tryg Forsikring – ja faktisk forsikringsbranchen som helhed – ønsker at nedbringe antallet af førtidspensioner. Det vil spare dem for mange penge i erstatninger.

Samtidig vil en psykiatrisk diagnose i stedet for f.eks. en whiplash diagnose, eller kroniske rygsmerter efter bilulykke, betyder langt færre erstatninger. En psykiatrisk diagnose er næsten altid lig med afslag på erstatning fra forsikringen. Også selvom den ramtes psykiske lidelse er direkte afledt af konsekvenserne fra den fysiske tilstand (efter f.eks. en ulykke).

Kroniske sygdomme og mentalt velbefindende

Kroniske helbredstilstande har en massiv indvirkning på den ramtes liv.

Når den kroniske tilstand f.eks. besværliggør eller ligefrem hindrer

  • simpel fysisk aktivitet, f.eks. noget så enkelt som det daglige bad
  • almindelig motion = vedligeholdelse af kroppen
  • almindelig social omgang med familie og venner¨
  • pasning af hus og have
  • udførelse af sit normale arbejde

Så går det ud over det mentale velbefindende. Der er ikke nogen der undrer sig, hvis en trafikskadet, der ender i en kørestol, ender med at blive depressiv. Hvorfor er det så, så mærkeligt, når der er tale om f.eks. kroniske smerter, som ud over at være en belastning i sig selv, også medfører massiv nedsættelse af førligheden?

Hvis tilstanden medfører brug af medicin, uden særlig effekt, så bliver smerteoplevelsen nok ikke meget bedre, snarere tværtimod.

Hvis man så dertil ikke kan få en diagnose, fordi tilstanden er sjælden, eller ”utroværdig” fordi tilstanden ikke kan ses på hverken røntgenbillede eller ved blodprøver, og nogle af dem man har en forventning om kan hjælpe en, blot hælder en psykiatrisk diagnose ned over hovedet på en – så går det i høj grad ud over det mentale velbefindende.

Det endelige ”dødsstød” kommer når de kommunale sagsbehandlere tvivler så meget på de beskrevne symptomer, speciallægeerklæringer og –undersøgelser, at der igangsættes arbejdsprøvning efter arbejdsprøvning, og fornyede undersøgelser, denne gang hos psykiatrien. SÅ går det for alvor ud over det mentale velbefindende.

Hvad så med det offentlige?

Politikerne har slugt TrygFondens pjece – råt og usødet.

Ikke fordi de ikke selv kan regne ud, at den er både fejlbehæftet og fuld af udokumenterede påstande, og flere steder fordrejer kendsgerningerne. Heller ikke fordi, de tvivler på, at de ramte har det svært, og det praktisk taget er umuligt for dem, at fungere på arbejdsmarkedet på ordinære vilkår.

Men ganske enkelt fordi de har brug for nogle andre tal, end dem de havde før. Så de går med på ideen, blot for derefter at kunne trylle med tallene.

De har brug for at kunne nedbringe antallet af personer på førtidspension. De har også brug for at nedbringe udgifterne i sundhedsvæsenet. Hvis man kan parkere folk på kontanthjælp, i psykiatrisk behandling – så er begge mål nået.

Lige som det er umådeligt svært at få erstatning fra en forsikring pga. en psykiatrisk lidelse, er det overordentlig svært at få førtidspension med den begrundelse. Den nye reform har gjort det endnu sværere.

Politikerne har tryllet med tallene i den nye pensionsreform og i den nye kontanthjælpsreform. Utallige mennesker, de svageste i vores samfund, er sendt ud af statistikkerne – de eksisterer ikke længere.

Er vi mindre værd?

Man kan jo spørge sig selv, om os der desværre har været så uheldige, at vi har raget os en mindre kendt, eller ”utroværdig” kroniske tilstand til, er mindre værd end andre patientgrupper.

Der er ingen der stiller spørgsmålstegn ved f.eks. en benamputerets angivelse af fantomsmerter.

Der er ingen der stiller spørgsmålstegn ved en canceropereret angivelse af stærke smerter omkring operationsstedet – år efter operationen.

Det at en diagnose er sjælden, burde ikke være grund til at stille spørgsmålstegn. Tværtimod er det påmindelse om, at læger ikke ved alt.

Det at en diagnose ikke kan påvises ved et røntgenbillede eller en blodprøve, burde ikke være grund til at stille spørgsmålstegn. Tværtimod burde årtiers verdensomspændende forskning anerkendes, ligeså de titusinder af ramtes kamp for at få anerkendt tilstanden.

Det at en person der er ramt på sit helbred, i en sådan grad at hverdagen er stærkt problematisk, at socialt samvær er stort set umuligt, at jobbet – et hvilket som helst job – ikke kan varetages, og at diagnosen er sjælden eller ”utroværdig”, gør ikke personen til et psykiatrisk tilfælde. Det sidste disse personer har brug for, er en psykiatrisk diagnose. Det eneste disse personer ønsker, er respekt, en reel diagnose – og fred og ro.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Om denne blog:

Jeg har altid være en samfundsbevist og pligtopfyldende borger. Jeg har gjort min borgerpligt, arbejdet frivilligt, arbejdet og betalt min skat, og stort set klaret mig selv.

Indtil for 2011 trode jeg for alvor, at vi da havde et godt og sundt velfærdssystem, der som den naturligste ting i verden, sikrede dem der blev syge, eller kom til skade, og havde brug for samfundets hjælp til at skabe en ny tilværelse, med de begrænsninger som sygdommen eller skaden havde medført. Jeg blev klogere.

Igennem næsten 3 år, har jeg måttet kæmpe med det offentlige system, der ind i mellem føleses som om, at os der af en eller anden grund, er endt med helbredsmæssige begrænsinger, har lavere værdi end det kommunale storskrald, og derfor ikke engang er værdigt til at sende til forbrænding.

Visse politikere har held med at få medierne til at skrive spalte efter spalte om, hvor dovne og udulige vi er, os der står uden for arbejdsmarkedet. Der bliver ikke set på det enkelte menneske, men alene på det faktum, at nu er du ikke længere en god skatteyder, så derfor er du kun og udelukkende en belastning.

Jeg er kommet nogenlunde helskinnet ud på den anden side, og har nu nogle erfaringer, som jeg ville ønske jeg ikke havde.

De erfaringer kan måske komme andre tilgode. Gode råd og ordentlig vejledning er ikke eksisterende, når man henvender sig i det kommunale system, selvom det er det den ramte borger har mest brug for.