Omkring middagstid blev der sat ild til et solcenter i Haderslev. Det er den fjerde brand i solcentre siden onsdag i forrige uge. Det skriver JydskeVestkysten.
Blot en halv time efter at flammerne er blevet slukket, er politiet overbevist om, at branden er påsat. Ilden opstod i en papirskurv, hvilket styrker mistanken om ildspåsættelse.
Heldigvis kom ingen til skade under branden, men ældre beboere i området var særdeles chokerede.
Til trods for sortsvedne vinduer og tyk røg, der væltede ud, lykkedes det brandfolk at slukke ilden på blot ganske få minutter.
- Det er selvfølgelig påfaldende, at dette sker efter alle brandene i solcentre i København. Nogle unge kan have ladet sig inspirere, siger Benny Clausen, politiassistent i Haderslev, til Jydske Vestkysten.