Én stor familie … ?

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Missionen i Afghanistan er en test af, hvor godt sammenholdet i NATO egentligt er. Det forstår man efter knap to uger i blandt andet styrkernes hovedkvarter i Kabul, hvor beskyldningerne fyger mellem de mange forskellige nationaliteter.

 

På en måde er det utroligt, at det overhovedet kan lade sig gøre. 37 forskellige lande – de fleste er medlemmer af NATO – er gået sammen om at skabe sikkerhed i Afghanistan. De slår talebanere ihjel. De bygger skoler. Og så forsøger de at overbevise landets myndigheder om, at korruption ikke er vejen frem.

 

Forestil dig, at du skulle bygge en skole – eller bare et legehus, og I var 37 vidt forskellige mennesker til at løse opgaven. I ville skændes. I ville beskylde hinanden for at dovne den og måske ville I komme op at slås.

 

Set i det perspektiv er det helt utroligt, at der faktisk befinder sig flere end 36.000 soldater fra 37 lande i Afghanistan netop nu, og at de overordnet set står skulder ved skulder i kampen for en bedre fremtid for afghanerne.

 

Men bag de store ord om solidaritet og sammenhold lurer konflikterne. Den største gælder opdelingen mellem ISAF-styrken, der er den multinationale NATO-mission, og amerikanernes egen mission i Afghanistan, der hedder ’Operation Enduring Freedom’. 

Amerikanerne var der først og væltede i 2001 talebanerne efter terrorangrebet i New York. Med sig havde amerikanerne en koalition af lande, der blandt andet inkluderede Danmark. ’Enduring Freedom’ har i alt sin enkelthed fokus på at slå så mange talebanere ihjel som muligt og på den måde få hævn for, at talebanerne gav Osama bin Laden fred til at planlægge det terrorangreb, der dræbte knap 3.000 mennesker i World Trade Center.

De 8.000 amerikanere, der deltager i missionen, opfatter afghanerne som et fjendtligt folk, der konstant lurer på en mulighed for at få ram på dem. Det betyder, at amerikanerne – også dem der deltager i NATO’s styrke – er skrækslagne for det folk, de i teorien er sendt ud for at hjælpe. De gemmer sig bag skudsikre veste og hjelme, de kører så aggressivt i trafikken, at der ind imellem ryger en afghaner eller to, de kommer til at skyde for mange civile og så har de nærmest ingen kontakt med lokalsamfundet.

 

ISAF’s mission er derimod at hjælpe den afghanske regering med at skabe sikkerhed i landet. Tanken er, at når sikkerheden er på plads, så kan alle hjælpeorganisationerne komme i gang med at bruge de mange milliarder kroner, verden har doneret til genopbygningen af Afghanistan.

 

Spørger man mange af europæerne i ISAF, så har amerikanerne ødelagt missionen i Afghanistan med deres voldsomme adfærd og drab på civile. Mens ISAF altid er flinke til at informere amerikanerne om, hvilke aktioner, der er i gang, så får ISAF først besked om amerikanernes færden, efter en mission er overstået, og ligene ligger tilbage, lyder kritikken.

Andre har en anden version af sagen. Det er amerikanerne, der tager sig af de hårde, beskidte kampe, mens ISAF-styrkerne er blødsødne nikkedukker, som de afghanske krigsherrer løber om hjørner med. Derfor sker der drab på civile – og i øvrigt skal ISAF ikke komme for godt i gang, for at dræbe uskyldige afghanere er ikke noget, amerikanerne har patent på, lyder svaret.

 

Spørger man afghanerne, så kender mange ikke forskel på en soldat fra ISAF og en fra ’Enduring Freedom’. Alligevel er der adskillige, der mener, at ”ISAF er her for at hjælpe – amerikanerne er her for at føre krig og slå os ihjel”.

 

Også internt i ISAF er der stridigheder. Men anklagerne mod hinanden foregår i det skjulte og bag ryggen på de nationaliteter, der beskyldes for ikke at bidrage på den rigtige måde.

Mange af konflikterne udspringer af, at de fleste lande har en form for begrænsning af, hvordan deres soldater i Afghanistan må bruges. Det tyske forbehold er genstand for mest kritik. Tyskerne må nemlig ikke deltage i kamp, men kun patruljere i fredelige områder. Det får de nationer, der har fået kammerater slået ihjel i Syd- og Østafghanistan til at se skævt til tyskerne, som retfærdigvis intet har at gøre med, at politikerne hjemme i Berlin har truffet den beslutning.

Alligevel bliver der snakket om, at de tyske soldater er ’usolidariske’, at de ’skal være hjemme inden det bliver mørkt’ og at de kun tænker på sig selv og ikke missionen som helhed.

At tyskerne har brugt 20 millioner euro på et topmoderne felthospital til de tyske soldater i Nordafghanistan får kun kritikken til at lyde endnu højere. Der har i skrivende stund ikke været et eneste angreb på tyskerne i det fredelige nord, og mange mener, at 20 millioner euro kunne være brugt langt bedre som støtte for soldaterne i de områder, hvor der er krig.

 

Efter knap to uger i NATO-hovedkvarteret i den hollandske by Brunssum, i den tyske lejr i Mazar-e-Sharif i Nordafghanistan og i ISAF-hovedkvarteret i Kabul er det umuligt for mig at sige, hvem der har ret. Men det er et faktum, at der kun var én patient på felthospitalet i den tyske lejr, da jeg besøgte den. Det var en afghansk dreng, der havde brækket sin arm under en fodboldkamp.

Det er også sandt, at amerikanske soldater er meget, meget bange for afghanerne. På den anden side hersker der heller ingen tvivl om, at det er amerikanerne, der ofte ’rydder’ et område for den værste modstand, inden ISAF-styrkerne rykker ind og tager over.

 

Én ting er alle parterne dog enige om, fra menig soldat til øverste ledelse. Missionen i Afghanistan er en test af alliancen. Og bliver Afghanistan ikke en succes, så er det fordi, NATO er en fiasko. Den situation ønsker ingen af de 37 lande at stå i.

 

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.