En kraftig storm rev i går træer op med rode i det meste af Jylland og på Fyn.
To biler blev blæst af vejen - en på Vejle Fjord-broen og en i Rødekro. Og i Hjørring vågnede en mand op uden tag på sit hus.
- Det har været rigtigt Falck-vejr. Især først på aftenen i går var der godt gang i den, siger pressechef Mikkel Andreas Beck i Falck til Avisen.dk.
Falck havde klokken syv her lørdag morgen modtaget 363 meldinger om stormskader - på nær 25 anmeldelser fra Sjælland er resten fra Jylland og Fyn.
- Især har der været mange sager i Nord- og Midtjylland. Og mon ikke der kommer lidt flere sager, når folk har drukket deres morgenkaffe og har været ude at gå en tur rundt om sit hus. Det er i alle fald bestemt en mulighed, siger Mikkel Andreas Beck.