Morten Olsen har ret om Twitter, men DBU fejler.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

 

Den samlede stand af journalister, bloggere og andre mediefolk står nærmest I kø for at kritisere forbuddet mod Twitter i EM lejren. Ja selv kulturministeren har en mening. Lad mig bare understrege, at argumentet om ytringsfrihed i denne top professionelle verden er fuldstændigt ophævet. Så pak sammen Hr. Minister og hent lidt indsigt om den fodboldverden inden du buldrer ud med den slags nonsens.

 

Sagen er ikke så vanskelig at analysere, men ridserne fra andre DBU beslutninger trækker spor og skaber ensrettede forhadte følelser uden anbefalinger for, hvad der er rigtigt at gøre.

 

Der er tre niveauer af denne sag.

1.

Selvfølgelig skal der være kontrol over hvad spillerne skriver på Twitter i en EM slutrunde. Er I vanvittige. De sociale medier er officielle medier og udsagn her, står til trone. Det må nogen snart have lært. Som professionel leder styrer Morten Olsen i forvejen, hvornår der er pressemøder og hvem der skal møde pressen. Han må træde ind på den nye social medie scene og foretage den samme professionelle styring.

Husk dertil på, at A landsholdet er en professionel delegation, vi på vegne af nationen, sender til en slutrunde. Vi forventer konduite og styring på teamet.

Man skal da være en ignorant tosse for ikke at erkende, at der nu er set masser af dumme og skadelige kommentarer fra spillere i den sidste periode på Twitter. Det har man bare ikke brug for under en komprimeret slutrunde. Morten Olsens ønske om at opnå ro og kontrol over kommunikationen er helt korrekt. Det er kun et spørgsmålet om hvordan den ro skal opnås.

(Og Morten Olsen, lad vær med at bruge argumentet, som du bruger i BT i dag, at det er fordi spillerne ikke skal bruge energi på det, det har de vist masser af oven i hoved under en sådan slutrunde. Her må Hr. Olsen vist opgraderes fra en version 1,0. Moderne og tidssvarende fodboldsspillere rummer mere en 3 kampe på 12 dage).

 

2.

Det næste niveau handler om DBUs måde at handle Morten Olsens ønske på, ved at beslutte sig for et decideret forbud. Det er selvfølgelig forkert og en helt talentløs tackling. Vi er i 2012 kære venner.

Det der kan undre mig er, at der sidder en lønnet professionel kommunikationschef i DBU (Lars Berendt). Hans opgave er at sætte kommunikation på ledelsens strategi og planer. Hans evner tillader åbenbart kun at foretage destruktive forbud og lukke ned omkring holdet. Ingen er forpligtet ud over sine evner, så måske skulle DBU se sig om efter en ny Informationschef inden denne kaskade af dumme kommunikationssager ridser for meget i et i forvejen støvet DBU brand.

 

3.

Løsningen er enkel. Til pressemøder sidder Morten Olsen og en kommunikationschef, som sikkert briefer inden mødet og interagerer i mødet, hvis pressen bliver for direkte på spillere. Under slutrunden skal man tilknytte et par skarpe kommunikationsfolk, der kan bidrage med indsigt og rådgivning til spillerne, når de Twitter, så de ikke begår fejl, der efterfølgende skader. Det kræver minimal talent og en lille manual for god kommunikationsskik og restriktioner på hvad der betegnes som dårlig skik.

 

Sådan agerer man i 2012, man er progressiv og med på den teknologiske udvikling. Man stimulerer kundernes behov for information. Vi er mange kunder, når det handler A landsholdet og vi vil gerne tættere på spillerne og det giver de sociale medier nemlig mulighed for. Dermed opnår man goodwill og gode venner. Nu har DBU hvis kun fjender tilbage.

 

Altså, hold op med at sig at det er forkert at ledelsen styrer kommunikationen under en EM slutrunde. Det er kun dumt at forbyde det.

 

 

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.