Mit møde med en barnebrud

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

To kvinder i det nordlige Afghanistan. Foto: Michael S. Lund 

I går skrev jeg en artikel om en 11-årig pige, der blev tvunget til at gifte sig med en 40-årig mand. Artiklen har givet en del debat, og den fik mig til at tænke på en kvinde, jeg mødte i Afghanistan for et par år siden.

Nasrin var i begyndelsen af 30’erne, da jeg mødte hende i Kabul – og hvor den 11-årige pige i artiklen fra i går var på vej ind i et barneægteskab, havde Nasrin levet i et i mange år. Og var endelig kommet ud på den anden side efter 20 års tvangsægteskab med en oldgammel mand.

Nasrin blev giftet væk som 13-årig, fortalte hun. En kusine havde vist hendes far et billede af en mand, og faren havde indvilliget i at give Nasrin til manden, der havde en skrædderforretning. Men manden på billedet var ikke den mand, Nasrin endte med at blive gift. Kusinens familie havde vist et billede af en meget yngre mand.

- De narrede min far, og min far fandt ud af det. Men han sagde: Nu har jeg givet mit ord, så du må gifte dig med ham. Det ville gå ud over familiens ære, hvis jeg ikke gjorde det, fortalte Nasrin og fortsatte sin historie:

- Jeg hadede ham med det samme. Jeg var 13 år, og han lignede en på 90. Han havde hvidt skæg og var ulækker. Brylluppet var som en begravelse. Mine søstre græd, og jeg græd hele tiden og nægtede at sætte mit hår eller putte henna på mine hænder, hvilket signalerer et lykkeligt ægteskab. Under brylluppet nægtede jeg at spise. Jeg kan huske, at på et tidspunkt tog han en bid af et æble, og bagefter sad hans gebis fast i æblet.

- Under middagen gav en af hans slægtninge mig noget medicin, for at jeg skulle få det bedre. Efter det husker jeg ikke mere. Men næste morgen vågnede jeg op ved siden af ham, og ægteskabet var fuldbyrdet.

Nasrin fik syv børn med sin gamle mand. Hun holdt ægteskabet ud i 20 år for familiens ære - og fordi hun ikke havde ret mange andre muligheder. Hun blev slået og skældt ud. Efter et par år var manden for gammel til at arbejde som skrædder, så Nasrin måtte forsørge familien ved at vaske tøj for folk. Under Taleban måtte hun arbejde skjult for ikke at blive straffet.

Fem måneder før jeg mødte hende, var hendes gamle mand død, og hun var nu alene med sine børn. Nasrins historie taler for sig selv. Men der er også lidt håb i den. Da jeg mødte hende for tre år siden havde hun fået kontakt til en organisation, der kunne hjælpe hende med jobtræning.

Hun var ked af sine mange år med sin olding af en mand, men efter Talebans fald havde hun nu en reel chance for at leve sit eget liv - i stedet for at blive bortgift til endnu en mand – denne gang som den laveste i hierarkiet af koner på grund af sin enke-status.

Udviklingen i Afghanistan går langsomt. Alt for langsomt. Men der er også kvinder som Nasrin, der rent faktisk har fået det bedre efter invasionen i 2003 – og som nu har en (lille) mulighed for at bestemme over sit eget liv.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.