Matador minder mig om Libanon

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Jeg har set den 6-7 gange før. Og jeg ved med sikkerhed, at det ikke bliver sidste gang, jeg ser den. Alligevel er et af min uges højdepunkter lørdag aften, hvor Matador igen bliver sendt ud på alle landets skærme. Jeg elsker nemlig den serie.

Det er ikke kun fordi, historien stadig holder. Det er heller ikke fordi, at man på én gang for lov til at opleve næsten samtlige store danske skuespillere fremvise deres talenter. Det er fordi, at Matador minder mig om Libanon.

Jeg er født i Libanon (har en dansk mor og libanesisk far) og kom til Danmark som 4-årig. Lad mig med det samme indrømme, at jeg ikke har særligt mange konkrete minder fra dengang. Derimod kan jeg tydeligt huske lyde, dufte, smage og stemninger. Og en af de bedste stemninger kom, da der blev set Matador.

Min morfar havde været så venlig at optage serien, da den blev vist på dansk tv anden gang. Og jeg kan roligt sige, at den vakte stor glæde hos de mange danskere, der pga. borgerkrigen var nødt til at tilbringe flere dage inden døre. Det blev så gjort i selskab med Matador. Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange der er blevet sagt ”av min arm” eller ”det’ en tysker” hjemme hos mig.

Alle havde deres favoritperson; min ældste storebror sympatiserede dybt med Maude Varnæs, når hun måtte lægge sig. Min mor så op til Ingeborg Skjern og hendes direkte væsen. Min anden storebror vil sikkert aldrig indrømme, at han fulgte med i serien, men lur mig om han ikke havde en vis sympati med Røde. Personligt har jeg altid haft en svaghed for Elisabeth Friis. Helle Virkner er bare en af de smukkeste danske kvinder, der nogensinde har eksisteret. Og hvis jeg bare kunne tale halvt så pænt som hun, ville jeg blive meget glad.

Egentligt er det ret sjovt, at noget af det mest danske jeg overhovedet kan komme i tanke om, minder mig om Libanon. Men sådan er det, når man er vokset op i en globaliseret og multikulturel verden. Og det er dét, min blog kommer til at handle om. For resten er det også derfor, at der herunder er en udgave af denne tekst på engelsk. Da de fleste af mine venner (som jo nok ærligt talt er dem, der i begyndelsen vil læse mest med) bor i udlandet og ikke taler dansk, har jeg besluttet mig for at skrive mine tekster på både dansk og engelsk. Det er jo sådan man gør i et multikulturelt samfund.

Matador reminds me of Lebanon  

I’ve seen it 6-7 times before. And I know for sure that it won’t be the last time I watch it. Still, one of the highlights of my week is Saturday evening, when Matador (a series from the late 70’ies about life in a small Danish town 1929-1947) once again is being sent out to all TV-screens in the country. I just love that show.

It’s not so much because the story’s still god (even though I think it does). And it’s not because that you in one show get to experience almost all great Danish actors. It’s because Matador reminds me of Lebanon.

I was born in Lebanon (I have a Danish mother and a Lebanese father) and came to Denmark at the age of four. I’ll admit from the start that I don’t have very many exact memories from that time. However, I clearly remember sounds, smells, tastes and atmospheres. And one of the best atmospheres arose, when we watched Matador.  

My grandfather had been so kind as to tape the show, when it aired for the second time. And I can definitely say that it brought great joy to the many Danes that due to the civil war had to spend several days indoors. That was done in the company of Matador. I can’t count how many times I’ve heard the words “av min arm” (auch my arm) or “det’ in tysker” (it’s German) in my home.

Everyone had their favourite character; my eldest brother deeply sympathized with Maude Varnæs, when she had to go to bed. My mother looked up to Ingeborg Skjern and her direct person. My second brother would probably never admit that he watched the show, but I bet he had some sort of sympathy with Røde. Personally I’ve always had a weakness for Elisabeth Friis. Helle Virkner is just one of the most beautiful Danish women ever. And if I could speak only half as nicely as she I would be very happy.

It’s actually quite funny that one of the most Danish things I can think of reminds me of Lebanon. But that’s just the way it is, when one has grown up in a globalized and multicultural world. And that’s what my blog is going to be about. By the way that’s also why there’s an English version of this text. Since most of my friends (who honestly enough are probably the ones, whom at first will be reading this) live abroad and don’t speak Danish I’ve decided to write my texts in both Danish and English. That’s just the way you do in a multicultural society.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.