Marxisme = Fascisme?

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

 
Jeg vil lige gøre læserne opmærksom på, at det er LIR ("Jomfruhummer") der opfordrede os til at indkredse det ret selvmodsigende begreb "venstrefascismen". Jeg svarer sådan set blot på opfordring, så at sige...

Men kan de på marxismen funderede socialistisk/kommunistiske partier siges at være samt ville noget nær det samme som fascismen...?

Har de to tilsyneladende modsatrettede politiske ideologier i virkeligheden det samme mål, sådan som udviklingen i det kommunistiske Kina godt kunne tyde på...?

Spørgsmålet må efter min mening besvares med et klart NEJ:

For det FØRSTE blev den marxistiske bevægelse som bekendt på et tidligt tidspunkt opspaltet i en demokratisk ("reformistisk") og en revolutionær del (som havde "proletariatets DIKTATUR" som endemål), og ingen kan med mindste gran af saglighed beskylde  de socialdemokratiske partier for totalitære tendenser. (Dette gælder her til lands også SF).

For det ANDET bør man altid spørge om hvilke klasse-interesser et givent parti først og fremmest varetager (apropos marxistisk klasseanalyse), og det ses da klart, at hvor de fascistisk/nazistiske partier i Mellemkrigstiden fik meget stor økonomisk og moralsk støtte fra arbejdsgiverside og til dels også fra den øvrige del af overklassen (Hitler omgikkes venskabeligt med medlemmer af den afsatte kejserfamilie), så fik de tyske og andre landes kommunister selvsagt ikke den allerfjerneste hjælp fra storinustrien, adelen, officerskorpset, dommerstanden m.m.m. TVÆRTIMOD!!!

(Ganske vist var der var kredse inden for det dannede borgerskab, der havde udtalte kommunistiske sympatier; men det var mere som enkeltpersoner, og ikke som typiske repræsentanter for deres samfundsklasse, at de pågældende støttede kommunister og socialister).

Ikke uden grund opfattede fascister/nazister og kommunister hinanden som hverandres HOVEDFJENDER: Der var lidt forenklet sagt i reglen tale om mennesker af vidt forskellig social baggrund med yderst forskellige  klasseinteresser at varetage, som derfor havde helt uforenelige livssyn eller "verdensanskuleser" (som man dengang sagde).

FÆLLES for fascister/nazister på den ene side, og revolutionære kommunister på den anden var dog ønsket om, og viljen til, en komplet REVOLUTIONERING af samfundsforholdene.
En vilje, som udsprang af en DYB LEDE ved den langsommelige, og meget ofte skuffende, parlamentariske proces med alle dens gustne og svært gennemskuelige kompromisser. (Af mange opfattet som  "klasse- eller landsforræderiske studehandler").

Denne antiparlamentarisme blev underbygget af en intellektuel argumentation - i høj grad inspireret af 1800-tallets mange antidemokratiske tænkere - som forsøgte at sætte fingeren på den demokratiske statsforms allerømmeste punkt:

Nemlig EGOISMENS, KORTSYNETHEDENS og DUMHEDENS systembetingede triumf i et demokratisk samfundssystem!

FORDI "Talmajestætens Regimente" (som man sagde i 1800-tallet), eller "massemenneskets regime" - således som fascisterne beskrev DEMOKRATIET - med den indbyggede nødvendighed for de politiske ledere om at appellere til brede VÆLGERFLERTAL for at kunne opnå samt fastholde magten, som en naturlig konsekvens ville tvinge politikerne til, hele tiden at tale til "den laveste fællesnævner" (eller "de dyriske instinkter", som man i Mellemkrigsårene sagde) blandt deres vælgere. Og ikke blot politisk forfladigelse og fordummelse; men også kynisk individuel og gruppeEGOISME - med tilsidesættelse af alle ædle og ophøjede idealer - ville blive, og kunne allerede konstateres at være, den beklagelige konsekvens af  demokratiet.

Hertil kom den erfaringsmæssigt LET OMSKIFTELIGE FOLKEGUNST, der parret med det demokratiske systems oplagte chance for "folkeforføreren" til at opnå hurtig og uventet magt og indflydelse, ville umuliggøre al LANGSIGTET planlægning. ISÆR hvis det på langt sigt nødvendige på kort sigt ville være ubehageligt for et flertal af vælgerne.

YDERMERE var demokratiet blandt kommunister forhadt, fordi det af dem blev betragtet som en "narresut", som et veluddannet, ord-jonglerende og -manipulerende storborgerskab brugte til at bilde arbejderklassen ind, at bedring af det arbejdende folks levevilkår ad parlamentarisk vej var mulig, blot man var tålmodig. Det var en STOR LØGN, fremsat af kapitalejerne og de socialdemokratiske "klasseforrædere" for at forhindre en ægte social revolution --- og udviklingen efter Børskrakket på Wall Street i efteråret 1929, med massearbejdsløshed og stærke sociale nedskæringer som følge ("socialsystemet" var i forvejen yderst nødtørftigt i de allerfleste demokratiske lande) syntes at give kommunisterne ret!
Fascister og nazister var rørende enige med kommunisterne i at opfatte demokratiet som et illusorisk blufnummer, som blot tjente som skalkeskjul for folkefjendtlige kræfter til at holde folket i en tilstand af indre splid og magtesløshed. For demokratiet var nemlig en vedvarende appel til de indre modsætninger i et folk af social og anden art. Demokratiet legitimerede således klassekampen, som både fascister og nazister så det som en af deres hovedopgaver at overvinde...

-----------------------------------------------

Det er let at afskrive 1800-tallets intellektuelle antidemokratiske tænkere, og 1900-tallets fascister og revolutionære kommunister som "onde" - eller i hvert fald som mennesker, hvis tanker vi ikke behøver at beskæftige os med, endsige tage alvorligt - men kan man uden videre afvise samtlige ovennævnte argumenter imod demokratiet som totalt irrelevante...?

Fornemmer vi ikke i dagens danske indvandrerdebat et ekko af forgangne tiders politiske tænkeres beskrivelse af gruppeegoismen som en hindring for efterlevelsen af "alle ædle og ophøjede idealer", når vi læser og hører den kulturradikale midterfløjs og den yderste venstrefløjs harmdirrende kritik af VK-regeringens "leflen for den indre svinehund", som ellers har sikret VK-regeringen valgsejren tre gange i træk...?

Og oplever vi ikke i disse uger og måneder i den amerikanske valgkamp den "appel til den laveste fællesnævner", der som resultat har den ÅNDLØSHED og DUMHED og FORFLADIGELSE, som antidemokratiske tænkere altid har fremhævet og kritiseret...?

Dog endnu langt vigtigere: Erstatter demokratiet ikke - som fascister og kummunister ville hævde det - ÅND og ædle idealer (fascisternes påstand) eller ægte mellemmenneskelig solidaritet (kommunisternes påstand) med en ideal-løs gold MATERIALISME...!? ER al det vestlige demokratis "rationalisme", især dets prioitering af økonomisk velstand for vælgerFLERTALLET, i virkeligheden ikke blot et skalkeskjul for en umættelig GRÅDIGHED...?

En grådighed, som vel at mærke truer med at få FATALE følger for kloden - og dermed for os alle, også for de milliarder af mennesker, der IKKE har deltaget i forbrugsorgiet - men en umættelig grådighed, som politikerne ikke desto mindre alligevel ligger under for, fordi vi   menneske(dyr), ligesom et kobbel hunde, ikke sanser andet end at æde og æde og æde, hvis vi stilles foran et fuldt trug (billedligt talt)...? Og det flertal der bestemmer, hvem der skal vælges, vælger indlysende nok nogle politikere, der i livsholdning og grådighed ikke afviger markant fra flertallet selv...

(Ovenstående skal ikke ses som en støtte til antidemokratiske standpunkter. Men selv om jeg er demokrat, tør jeg godt stille kritiske spørgsmål til det samfundssystem, som jeg går ind for. Forståelse af et andet synspunkt - i dette tilfælde det ideologisk antidemokratiske - kræver indlysende nok at man oprigtigt forsøger at anskue verden ud fra det eller de andre synsvinkler, og ikke blot på forhånd afskriver dem som "onde" eller "ubrugelige").

-----------------------------------------------

Det burde på baggrund af det ovenstående være let at forstå, dels at fascister/nazister og kommunister havde vidt forskellige politiske endemål, dels at begge parter måtte opfatte SOCIALDEMOKRATERNE som "folke- eller klasseforrædere", fordi socialdemokraterne  anerkendte klassekampen (uantageligt for fascister og nazister); men ønskede at udkæmpe den med fredelige demokratisk/politiske midler (uantageligt for kommunisterne).

-----------------------------------------------

Når nu socialisme og fascisme ikke er det samme, hvordan kan det så forklares, at et land som Kina - førhen af mange anset som et af de mest yderligtgående eller "ægte" kommunistiske lande i verden - i dag har udviklet sig i klar fascistisk retning, med en stærk stat, der med hård hånd undertrykker alle forsøg på "klassekamp", samtidig med at det stadigt officielt KOMMUNISTISKE Kina lovprises af inden- og udenlandske storkapitalister? (Lige som det i sin tid også var tilfældet for Mussolinis Italien)...!?

Ultrakort fortalt: Fordi viljen til MAGT til syvende og sidst tilsidesætter alle ideologiske hensyn.

Vi ser det allerede i synet på betydningen af "massen" versus "den geniale éner", hvor marxismen som bekendt tilskriver "masserne", "klassekampen" og "produktivkræfterne" den altoverskyggende rolle i den historiske udvikling; hvorimod fascimen og nazismen understreger "den geniale éners" rolle i så høj en grad, at der her ud fra opbygges en "lære om Fører-princippet".

Hvor de marxistisk funderede kommunistpartier har haft magten, har de imidlertid vist sig at være lige så "Fører-orienterede" som fascisterne. Ja, visse af de kommunistiske landes Fører-kulte har faktisk overgået alt, hvad fascismen har præsteret...! (Dog med undtagelse af Hitler-kulten).

Viljen til magt overtrumfer alt andet, og når der ikke er den allermindste opposition til at imødegå en lille klikkes, eller en "Førers" magtvilje, så ender man i "Førerstaten", ligegyldigt om etiketten er marxistisk eller fascistisk...

AT en Fører - eller som i det nuværende Kinas tilfælde: En førende parti-elite - ikke blot ønsker at bevare magten indadtil; men også stræber efter at gøre nationen så stærk og uafhængig som muligt udadtil, turde være selvindlysende.

DA DET VISTE SIG at en streng efterlevelse af de maoistiske principper hverken førte til rigdom, magt eller anseelse for Kina , valgte den kloge kinesiske ledelse - arvtager til en årtusindegammel  civilisation - fornuftigvis at droppe de uduelige teorier, og prøve at slå ind på en ny og mere lovende økonomisk model, der havde vist sig at bringe velstand til store folkegrupper i andre lande.

AT den kinesiske ledelse valgte at fastholde hvad vi kan kalde et POLITISK DIKTATUR, samtidig med at man indførte de mest vidtgående kapitalistiske økonomiske reformer, skal dels søges i viljen til at fastholde den en gang vundne magt; men dels - og måske endnu mere vigtigt - tror jeg, at den kinesiske ledelse i høj grad har taget ved lære af det SOVJETTISKE eksempel:

I SOVTETUNIONEN indførte Michael Gorbachov som bekendt nærmest fra den ene dag til den anden meget vidtgående POLITISKE liberaliseringer (Perestrojka og Glasnost); alt imens han forsøgte at fastholde en socialistisk planøkonomi.

Resultatet var (set ud fra et statsledersynspunkt) FORFÆRDELIGT: RÅDVILDHED, KAOS, svindel, korruption og grassat løbende KRIMINALITET var konsekvensen, efterfulgt af enhver statsleders (også en kinesisk statsleders) mareridt: STATENS TOTALE OPLØSNING...!

Set "fra neden", d.v.s. fra "folkemassernes" synsvinkel var Sovjetunionens sammenbrud en mere end tvivlsom "velsignelse": Stærkt stigende akolholisme, kombineret med MÆRKBART FALDENDE FOLKETAL og LAVERE GENNEMSNITSLEVEALDER taler et alt for tydeligt sprog om fattigdom, håbløshed og elendighed...

Alligevel er Rusland, i modsætning til det "venstrefascistiske" Kina, i dag en slags demokrati...

Men hvor ville vi mon helst leve...!?

Jeg har stor respekt for Kina og kineserne, og når jeg har tilladt mig at omtale det nuværende "Rød-Kina" som "venstrefascistisk", skal denne betegnelse IKKE opfattes som et skældsord; men som en nøgtern beskrivelse af de faktiske forhold i Kina.

Jeg er fuldstændig sikker på, at en repræsentant for det kinesiske styre sagtens kunne forsvare kinesisk indenrigspolitik med adskillige gode argumenter:

I stedet for Mao-tidens armod og lejlighedsvise hungersnød (som f.eks. under "Det Store Spring Fremad" i tiden omkring 1960), som en ideologisk fanatisme nødtørftigt forsøgte at dække over, oplevet utalte millioner af kinesere I DAG en økonomisk fremgang som aldrig tidligere i kinesisk historie. Og Kina kan år for år fremvise økonomiske væksttal på omkring 10%, vækstrater som søger deres lige i verden...!

AT Det Kinesiske Kommunistpartis Centralkomité ikke ønsker en demokratisering, hvorved man kan risikere kaos, hvor der i dag er fremgang, og at statsmagten  foretrækker at holde hånd i hanke med udviklingen, således at stærke og grådige udenlandske kapitalinteresser ikke påny - som i tiden fra ca. 1840 til 1949 - skal kunne behandle kineserne som "hunde" i deres eget land, det er der vel ikke noget at sige til...?

Så kan vi vesterlændinge tale om "venstrefascisme" lige så meget vi lyster...

Henrik Ilskov-Jensen

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.