Op til 16 års fængsel. Det er den straf, en 15-årig dreng risikerer at få, efter at han sammen med sin to år yngre kammerat forleden satte ild til et solcenter.
Politiet har nemlig valgt at sigte den 15-årige efter en af straffelovens tungeste paragraffer, skriver Fyens.dk
På den måde er der lagt op til, at politiet nu vil statuere et eksempel oven på de seneste ugers brandstiftelser og optøjer.
Da drengen er over den kriminelle lavalder, blev han fredag formiddag fremstillet i grundlovsforhør.
Drengens forsvarer krævede skoledrengen løsladt, fordi han mener, der højst er tale om uagtsom brandstiftelse, men dommeren valgte at fængsle den 15-årige i foreløbigt to uger.
En vild pjækkedag
Drengen selv forklarede i retten, at det bare var drengestreger på en pjækkedag, der uheldigvis endte med brand i et solcenter i Brønshøj i København.
- Det var slet ikke planlagt at vi ville sætte ild til solcentret, sagde den 15-årige ifølge Ekstra Bladet i retten.
- Jeg havde en flaske rensebenzin i lommen, som jeg en gang imellem leger med. Jeg hælder lidt benzin ud i min hånd og sætter ild til det. Og det gjorde jeg også derinde, forklarede drengen i retten.
Forsøgte at slukke ilden
Ilden udviklede sig dog og fik hurtigt fat andre steder - blandt andet i en solkabine, hvor en kvinde lå og tog sol. Da kvinden begyndte at lugte røg, skyndte hun sig ud af solcentret.
Da det ikke lykkedes de to drenge selv at slukke ilden, gik der panik i dem, og de løb deres vej.
Både den 15-årige dreng og politiet understreger, at der ingen forbindelse til det voldsomme angreb på et solarium på Østerbro dagen forinden.
Den 13-årige medbrandstifter er under den kriminelle lavalder, og hans sag er derfor givet videre til de sociale myndigheder.