Han er ekspert i at lægge sit ansigt i udtryksløse folder. En gang imellem er der gledet et smil henover hans mund - men kun når det har været godt, rigtig godt.
For ellers er dommer i DRs X Factor, Thomas Blachmann, kendt, berygtet og ikke mindst frygtet af deltagerne.
Men i aften får seerne lov at opleve en hel ny side af dommeren.
I aftenens afsnit af X Factor skal de tre dommere nemlig udvælge hver deres tre artister, som fra næste fredag skal optræde live.
Og specielt en af deltagerne gør med sin egen hjemmekomponerede sang og smukke stemme Thomas Blachmann så rørt, at tårene pibler ud af øjnene på ham under sangen.
- Jeg sidder og græder herovre. Det er rigtig godt. Rigtig godt, udbryder Thomas Blachmann begejstret, der efterfølgende også er meget overrasket over sig selv.
- Jeg ved ikke hvad fanden der sker. Jeg tuder normalt ikke. Det gør jeg ikke. Jo, så skulle det være Tony Bennett, fortæller Thomas Blachmann, der også over for den heldige deltager erkender, at han blev berørt.
- Det er klart, du fik mig til at tude. Det jeg altså rigtig rigtig sjældent. Er du sindssyg, hvor jeg tuder sjældent. Alt for sjældent. Det oplever man, når man tuder, hvor dejligt det er, lyder det fra Thomas Blachmann.
Hvem den heldige deltager er - og om vedkommende går videre - kan du se i aften klokken 20 på DR1.