Livet går videre i Beirut...

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Et libanesisk flag fotograferet efter en bo,bning af en militærpost.

Forleden fik jeg en sms fra en ven, Fransesco, som i øjeblikket er i Beirut:

"Royal Plaza rooftop. Kan du huske det? Et halvt år senere, samme sted. Jeg er til en fancy fest med universitetsstuderende i glamourøse outfits. Livet går videre ..."

For lidt over et halvt år siden stod jeg samme sted sammen med Fransesco. Det var, mens israelerne bombede byen, og lufthavnen stod i flammer. Royal Plazas tagbar var lukket på grund af krigen, men vi havde overtalt en vagt til at lukke os ind, så vi kunne få et overblik over ødelæggelserne i byen. Til gengæld måtte vi love ham at købe noget i baren ...

Så vagten skænkede to kæmpe vodkaer, som Fransesco og jeg nippede til, mens vi så røgsøjlerne stige op over Beirut fra den sønderbombede lufthavn. Og hørte flere jagerfly nærme sig i baggrunden.

I dag er der igen problemer i Libanon. Hizbollah forsøger at lamme regeringen, demonstrationer ender i drab, og regeringen er magtesløs.

Alligevel gav Fransescos sms mig en form for håb for landets fremtid. Livet går videre. De studerende, han festede med, er godt nok Libanons overklasse, og de repræsenterer ikke den almindelige befolkning. Og i Sydlibanon er der ganske givet ikke mange fester, da mange huse og officielle bygninger stadig ligger i ruiner efter bombardementerne.

Men i Beirut fester byens unge, veluddannede indbyggere videre og tror på, at byen atter kan blive Mellemøstens Paris. Jeg håber, de får ret.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.